Xcom: Enemy Unknown

Det er ikke nogen rar følelse at se en af sine yndlingstropper blive skudt brutalt ned. Ganske vist lurer fare og død potentielt om et hvert hjørne, og det sker jævnligt at mine soldater bliver hårdt sårede (faktisk overlevede kun én af dem i den stærkt scriptede tutorial-mission). Men når den samme soldat har været med på næsten hver eneste opgave, og har udviklet sig til en ultra-brugbar sprinter, der både kan løbe længere end alle de andre, og ofte fyre et par skud af oveni, så gør det sgu ondt, når hun falder.

Og det er min egen fejl, det er det mest frustrerende af det hele. Jeg er faret alt for hurtigt frem. Efter metodisk at have finkæmmet området omkring den nedskudte UFO, og pumpet ubønhørlige mængder af bly i hver eneste alien, der har stukket snuden frem, har jeg fundet et hul i skroget. Og jeg er stormet grådigt frem, i håb om hurtigt at få lammet og indfanget det mystiske krystal-væsen, der tilsyneladende fungerer som skibets kaptajn.

Og det er jeg blevet straffet for. Nu ligger sergent Meincke og bløder ud, og hvis jeg ikke når hende med et medkit inden for tre ture, er det slut med hende. Og jeg har selvfølgelig glemt at tage medkits med.

Der er dog et lille lyspunkt - krystalvæsenet måtte bevæge sig helt ud af dækning for at tage sit skud, hvilket betyder at min Heavy, løjtnant Don-C is Back, er tæt nok på til at komme inden for stun-afstand med sit første move-point. Jeg kan stadig få rumvæsenet i live.

Men idet han rykker tæt på, bliver den skide alien pludselig usynlig. Mit stun-gevær har ikke noget at skyde på. Forbandet! I stedet beordrer jeg Don-C is Back til at finde maskingeværet frem, og skyde på det første, der bevæger sig. Jeg rykker de andre soldater lidt tættere på for at give ham dækning, og afslutter turen.

Rumvæsenet rykker ét skridt væk fra min Heavy, og bliver synlig igen. I samme øjeblik får det plaffet hovedet af. Truslen er stoppet. Missionen fuldført. Alle mine folk overlever. Selvom min forskningsleder bander og svovler over, at jeg ikke fik fanget væsenet i live.

Det er en intens affære, Xcom: Enemy Unknown. Der er umådeligt mange ting, der skal holdes styr på. En base, der skal administreres og udvides, ingeniører og forskere der skal have opgaver, og en balancegang, når man skal vælge hvilke meldinger om rumvæsen-aktivitet, man vil forfølge, og hvilke lande der aktuelt skal lades i stikken.

Soldater der skal udstyres (og her naturligvis omdøbes og opkaldes efter Gamereactor-læsere), våben der skal udvikles. Og rumvæsener, der skal jages, dræbes, kidnappes.

Mellem missionerne foregår det hele i realtid, med mulighed for at skrue op for tempoet, mens man venter på næste begivenhed. Når tropperne er sendt afsted, foregår det hele derimod per tur. Man har et squad på fire til seks soldater af forskellige klasser (assault, heavy, sniper osv.). De kan som regel rykke to gange, eller rykke én gang og skyde én gang. Derefter går turen over til rumvæsenerne. Simpelt, elegant, og samtidigt umådeligt stressende og intenst. Man ved sjældent hvad der lurer i mørket, og man finder kun ud af det, ved at sende sine soldater fremad. Fra dække til dække, med et vågent øje på ens flanker. Bliver man fanget i det fri, er man nærmest prisgivet.

Xcom er svært, hvilket som sagt slås fast allerede i tutorial-missionen, hvor man så vidt jeg kan se ikke kan undgå at miste tre folk. Ikke desto mindre bliver man ført ind i spillets regler og mekanikker i et roligt tempo, og det er først efter tredje eller fjerde mission, at man for alvor slippes fri og kan gøre som man vil. Det er godt det samme - her er meget at lære.

Missionerne er varierede. Områder der skal ryddes for fjender, bomber der skal findes og demonteres, undslupne bortførte, der skal eskorteres i sikkerhed. Ofte præsenteres man for flere missioner samtidigt, og må nøje vælge hvilken man vil løse. Det handler lige så meget om den potentielle belønning, som hvor langt et givent land er fra den totale panik.

Har man spillet de gamle UFO: Enemy Unknown eller dets X-Com-efterfølgere, vil man hurtigt føle sig hjemme. Ja, det nye Xcom er mindre komplekst og mere strømlinet på mange punkter, men respekten for originalen er tydelig, og det ligner på alle måder en værdig efterfølger.

Her er tilmed blevet plads til en multiplayer-del, der også virker meget lovende. I starten af runden sættes et point-budget, og med disse køber man så de soldater, rumvæsener(!) og udstyr, man vil tage med i kamp. Modstanderen gør det samme, og herefter dyster man i bedste deathmatch-stil, med nøjagtigt de samme mekanikker som i kampagnen. Det fungerer glimrende, om end de rumvæsener, der kun har nærkampsangreb, virker temmelig svære at bruge optimalt. De fleste er nok bedst tjent med et rendyrket soldaterhold.

Kombinationen af den turbaserede mekanik og det faktum, at man aldrig rigtig ved, hvad der gemmer sig i mørket, gør Xcom til en sjælden oplevelse, med en blanding af spænding og taktik, man ikke rigtig finder andre steder. Preview-udgaven tegner godt, og spillet ligner en sikker vinder, når det udkommer i oktober.