Xenosaga II: Jenseits von Gut und Böse

På et eller andet tidspunkt inden for de seneste fem år, er det gået grueligt galt for RPG-genren på konsol. Jeg er nok nødt til at tilføje "i Europa". I sen-90’erne skyllede genren ind over de europæiske kyster, som en flodbølge med plads til både klassikere som Final Fantasy og mere skæve titler som Grandia, til at være endt i en direkte tørke. Rollespillene er skam at finde på de hjemlige spilhylder, men ikke i et videre prangende antal. Selv ikke det første og ellers længe ventede 128-bit-kapitel i Suikoden-serien fik chancen for at snurre i vores PAL-maskiner, mens den tvivlsomme firer absolut skulle sendes af sted til denne del af verden. At kalde det en japansk hetz er måske nok både tåbeligt og paranoidt, men det må give stof til eftertanke, at det europæiske publikums første møde med Xenosaga også sker i form af en efterfølger.

Xenosaga er, som det vil være de fleste RPG-interesserede bekendt, arvtageren til sci-fi-hittet Xenogears til PSone. Xenosaga foregår i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har forladt jorden og søgt tilflugt i det uendelige verdensrum. Tusindvis af lysår fra jorden og ligeså mange år ude i fremtiden, ramler mennesket ind i den fjendtlige alienrace Gnosis, som udgør en så stor trussel, at mennesket må samle alle sine kræfter om at komme alienracen til livs. Teknologiske fremskridt har gjort det muligt at klone, genmanipulere og udvikle overmennesker, androider, cyborgs og biologiske krigsmaskiner. De spilbare figurer KOS-MOS, MOMO, Junior (alias Rubedo og "model 666" og Ziggy, er alle kun delvist mennesker, og der går tid, før man lærer at drage grænsen mellem, hvem der er menneske, og hvem der er resultatet af et biologisk/mekanisk eksperiment.

Det er dog kun plottets overordnede rammer, for under overfladen stiller historien skarpt på en søskendefejde, de eksistentielle problemer ved at have "falske" følelser og ikke være et ægte menneske, en mors sorg over og fornægtelse af datterens død og en biologisk dræbermaskines flugt fra sin turbulente fortid. På mange områder når historien dybder som de bedste Final Fantasy-afsnit, og i de timer af spillet, hvor jeg dykkede ned i en afdød piges underbevidsthed - hendes tanker og følelser lever videre i MOMO - følte jeg mig pludselig tilbage i et tog i FF VIII, hvor mine figurer faldt bevidstløse om, og jeg sekunder senere befandt mig i en skov og overtog styringen over tre soldater fra Galbadia.

Selvom plottet ikke styrer fri af genrens klicheer og heller ikke er af Square-kvalitet hele vejen, er Xenosaga II’s mange filmsekvenser, som er skabt med spillets egen grafikmotor, sjældent plagsomme og gab-indbydende, men informative og vedkommende. Den dybere forståelse af historieforløbet er dog forbeholdt amerikanere og japanerne, for hvad hjælper det os europæere, at XSII har gode figurskildringer, når vi ikke kender den første halvdel af historien?

Kampsystemet giver ikke anledning til ikke samme deja-vu-oplevelse som historien og er faktisk mere kompliceret, end RPG-spil er flest. Du kan sagtens bruge den traditionelle "angrib fjende A med et fysisk angreb, eller kast magi mod fjende B"-metode, men så bliver kampene langtrukne såvel som smertefulde. Kampsystemet er bygget op omkring et zoneinddelingssystem bestående af zone A, B og C, henholdsvis hoved-, mave, og benregion. I

kke alle figurerne kan ramme samtlige zoner, hvilket ofte er nødvendigt for at sende fjenden ind i breaktilstand, så den bliver mere sårbar. En almindelig fjende har to breakzoner, eksempelvis B og C. Efter du har ramt begge zoner er fjenden breaket, hvorefter de andre figurer kan udnytte dens sårbare tilstand. I samspil med to andre fundamentale funktioner boost, som gør, at dine figurer kan springe fjenden over i turkøen og stock, som betyder at gemme din tur, så du næste gang kan udføre to eller flere angreb samtidig, kan du nemmere få en fjende til at bide i støvet.

Mens magi (kaldes ether), dobbeltangreb, som udføres af to figurer, sjældne kampe i store mech-robotter og alskens former for defensive og offensive statuseffekter, også spiller en vis rolle, så behøver ligningen ikke se mere kompleks ud end: sejr = zonebreak, boost og stock. Det gør, at XSII’s kampe i realiteten ikke hæver sig over genrens gennemsnit. Spillet har også et omfattende figurudviklingssystem á la FF X, men i Xenosaga II kan du forsyne alle figurerne med samme evner. Min erfaring er, at størstedelen af evnerne er til pynt. Jeg opdagede, at medica og memorize var de eneste reelt nyttige evner, eller i hvert fald de eneste nødvendige.

Jeg har blandede følelser omkring Xenosaga II. Siden der er så få japanske RPG-spil på markedet herhjemme, vil mange fans nok have det skidt med at skulle ignorere denne udgivelse, som trods alt har sine styrker. Historien og figurskildringerne er gode, men da XSII er en direkte fortsættelse til originalen, som ikke kan købes på vores breddegrader, sidder man tilbage med alt for mange ubesvarede spørgsmål.

Jeg fik på godt 14 timer spillet mig lidt ind på den anden af de to diske, spillet fylder, og halvdelen af tiden gik med at se ingame-filmsekvenser. Det kan ikke engang MGS-serien hamle op med. Når man ikke ser filmsekvenser, bevæger man sig rundt i lineære, men til gengæld meget smukke miljøer, og prøver at finde hoved og hale i et kampsystem, der trods dets styrker fungerer bedre i teorien end i praksis. Jeg vil mene, at der er noget at hente i Xenosaga II for ægte RPG-fans, der kan klare, at historien er så fremtrædende og at kampsystemet ikke er nogen større revolution. Gad vide, om vi får treeren at se, eller om det næste gang bliver fireren, bare for at narre os. Åhh, den japanske humor er i en klasse for sig.