XIII

At vågne op på en strand med dundrende hovedpine og stirre lige ind i et par smukke øjne, uden at kunne huske hvem, hvad, hvor, hvorfor eller hvordan lyder som kulminationen på et hektisk Beach Party i Løkken. Omstændighederne er desværre ikke så heldige for den stakkels XIII, hovedpersonen i spillet af samme navn. Han kan ikke huske en brik, så han er et stort spørgsmålstegn da han fem minutter efter at være blevet fundet af en køn kvindelig livredder, er på rasende flugt fra en samling morderiske bøller der for alt i verden vil se ham død og begravet. "Hvem er de?, hvem er jeg?, hvorfor er de efter mig? Og hvorfor har jeg en tatovering af tallet 13 skrevet med romertal på mit kraveben?" - Alt sammen gode og interessante spørgsmål der gradvist bliver besvaret efterhånden som man dykker dybere og dybere ned i spillets spændende historie, hvor paranoia og konspirationer går hånd i hånd med en helt unik visuel stil.

Noget af det første man vil lægge mærke til er grafikken. XIII gør nemlig brug af den særlige cel-shading teknik, som efterhånden er ved at vinde mere og mere indpas. Vi har set den i Futurama, Jet Set Radio og Auto Modellista men sjældent har den fungeret så godt som den gør i XIII. Modsat de andre spil, hvor cel-shading mest af alt har virket som en blær-faktor, er cel-shading nærmest en nødvendighed i XIII, for at spillet kan være så tro mod sit ophav som muligt. XIII er bygget over William Vance og Jean Van Hammes populære tegneserie af samme navn - og tegneseriens unikke fremstilling og fortælleevne har Ubisoft med fornem elegance overført til computerspillets digitale domæne. Det føles faktisk som om man er med i en tegneserie. Når ting eksploderer og skurke rammes af skud, akkompagneres lydeffekterne af ord som "BAOOMM" og "ARRRR" plastret henover skærmen med store bogstaver. Sandt at sige ser det ret mystisk og lidt barnagtigt ud ved første øjekast men det fungerer og er blot med til at understrege det tegneserieagtige univers. Særlig effektivt bliver det når man har held til at nedlægge en skurk med et enkelt dræbende skud til hovedet. I samme sekund det dræbende skud rammer sit mål hamres tre billeder op på skærmen, der med alle detaljers gru viser hvor skuddet ramte offeret.

Den unikke visuelle stil ledsages af en passende lydside, hvor især den fusionsjazzede musik og stemmeføringen stjæler opmærksomheden. Rappersilden Eve, låner sine stemmebånd til major Jones, XIII handlekraftige makker mens XIII’s vokal bliver leveret af Mr. Paranoia himself - David Duchovny fra Strengt Fortroligt.

Single-player delen af XIII er delt op i 34 baner, hvor XIII som oftest må kæmpe sig ene mand gennem den ene horde af skydegale banditter efter den anden. Der er dog enkelte undtagelser hvor XIII få alt i verden skal undgå at blive opdaget. Dette udnyttes særlig godt i en af spillets senere baner, hvor XIII har sneget sig om bord på en ubåd og skal finde frem til ubådens radiorum uden at blive opdaget.

Arsenalet er ikke det mest nyskabende men rummer en mængde gamle kendinge fra andre spil i genren såsom kasteknive og diverse pistoler, maskinegeværer, rifler og det mere tunge skyts som granater og bazooka. En del af de mange våben har alternative affyringsmuligheder såsom integreret granatkaster eller mulighed for at bruge to pistoler på samme tid i bedste John Woo-stil. Udover våben kan XIII også bruge forskellige nyttige dimser såsom låsedirke og en klatrekrog så han kan klatre op og ned af bygninger, gennem ventilationskanaler med videre.

XIII også en række andre evner. Han kan eksempelvis samle forskellige objekter op, såsom flasker, sten og stole og baldrer dem ned i skallen på fjenderne, så de går ud som et lys. Det er ganske handy hvis man ikke lige har et våben ved hånden. Mere nyttig er dog muligheden for at tage gidsler. Hvis XIII har held til at snige uset sig op bag en person kan han hive fat i dem og bruge dem som menneskelig skjold. Det giver ofte et par nervepirrende minutter, når man bevæger sig baglæns ned gennem en smal gang med en sprællende gidsel og en mindre gruppe skurke med kløe i aftrækkefingeren foran sig. Dette kan dog ikke skjule fornemmelsen af at man har spillet det hele før og det er netop spillets problem. Stort set alt hvad XIII kan byde på af gameplay er set hundredvis af gange før.

Hertil kommer også en række irriterende fejl som AI’en må bære en del af skylden for. Hvis du dræber en fjende men ikke fjerner hans lig kan nytilkomne fjender finde på at styrte lige hen til liget af deres makker for at se hvad der er sket...og det selv om du står lige foran dem. Nogle af dem har endda en irriterende tendens til at ramme dig selv om de står med ryggen til når de skyder. Mest frustrerende er dog spillets gemme-funktion. Man kan gemme når som helst man vil. Så langt så godt. Problemet er bare at man ikke kan gemme sin eksakte position. I stedet bliver man sendt tilbage til starten af banen eller nærmeste "checkpoint", hvilket kan være drønirriterende.

Lad mig lige slå en ting fast: XIII er ikke noget dårligt spil. Bevares, det har sine uheldige sider men overordnet set er det et stilistisk flot action-spil med en spændende historie og masser af "tju-bang!". Spillet er tro mod sit ophav og bestemt et kig værd for fans af tegneserien eller action-spil generelt...men så heller ikke mere. Single-player delen kan løbes igennem på cirka 12 timer og multiplayer-delen kan heller ikke rigtig forlænge glæden. XIII er således et godt eksempel på hvorledes stil går forud for substans. Grafikken er spillets force fordi den er så unik men det der skal få spilleren til at blive hængende - gameplayet - er en stor gentagelse af hvad så mange andre FPS’er har bragt til bordet gennem årenes løb.