XIII

Det har ikke skortet på appetitvækkere i præludiet til XIII. Earls Court svømmede over i hengiven ekstase, og kritikerne kastede om sig med de eftertragtede ECTS Awards. Ikke alene var der tale om årets konsoludgivelse, det var også showets bedste spil. Ubisoft har bevæget sig ad nye veje med symbiotiske bånd knyttet til Jean Van Hammes tegneserie. For første gang danner cel-shadede figurer modspil i et hektisk FPS, hvor den store pensel er strøget over de farverige begivenheder. XIII tilbyder en spændende narrativ historie, der udfolder sig som ringe i vandet i et overraskende levende miljø.

Plottet balancerer på realismens skarpe klinge, hvor tråde breder sig ud i nye retninger. Man lider af et voldsomt hukommelsestab, og uvist af hvilken grund befinder man sig midt i et større komplot. Kennedymordet er tydeligvis inspirationskilde til dette parallelle univers, hvor man pludselig er politiets hovedmistænkte. Langsomt vækker flash-backs den slumrende bevidsthed, og puslespillets brikker breder sig på bordet. Konstant har man fjendernes tunge ånde i nakken - en evig distraktion - mens man bevæger sig dybere ned i konspirationens sump. Giftige dampe emmer fra et hav af begivenheder, der truer med at fjerne fokus, og for evigt begrave én i den skyldiges lænker.

Fra første øjeblik betages man af den anderledes indgangsvinkel, der sikkert vil skræmme nogle og betage andre. Grafikken er et spændende sammensurium af cel-shading og almindelige teksturer, som fanger den todimensionelle tegneseriestil på fremragende vis. Man levnes dog ikke lang tid til at beundre omgivelserne, før man er på hidsig flugt fra en større gruppe ihærdige lejemordere. Verden forsvinder i et strømmende farveorgie, mens man begraves i et intenst ildopgør. Kasteknive, pistoler og en AK-47 udgør éns første venner i nøden - og giver beredvillig assistance i flugten.

Herefter bevæger man sig gennem 13 kapitler, der samlet gemmer på 36 spændende missioner. Historien boltrer sig i baggrunden, mens temaerne synligt varierer sig og udvider spændvidden. Man når aldrig at ånde ud, når aldrig at få stillet de opklarende spørgsmål. I stedet må man på skift snige sig rundt, tage gidsler, hoppe over tage og gennem vinduer og skyde vildt omkring sig. Ubisoft har formået at give spilleren stor frihed, så man hovedsageligt selv bestemmer, hvilken indgangsvinkel, man foretrækker. Den store præstation er her, at såvel snigemetoden som run’n’gun føles unik. Dette skyldes i høj grad det skarpe gameplay, hvor plottet konstant holdes vedkommende. Omgivelserne virker overbevisende, og er sammen med den hastigt opskruede handling med til at opretholde en glimrende illusion. Dette udbygges af små grafiske belønninger, hvor eksempelvis perfekt udførte skud udløser en lille tegneseriekavalkade. Dertil kommer en lydpræsentation på bedste tegneserievis - her er både "Swush", "Bang" og "Aaaargh".

Styringen af éns figur foregår i det store hele glimrende og assisteres af en velfungerende auto-aim. Den svære balancegang er mestret, så man ikke føler sig guidet af højere magter samtidig med, at det ikke er umanerligt svært. Våbenarsenalet består af 12 klassiske våben, men udbygges af en række hverdagsobjekter. Skal man eksempelvis undgå at dræbe éns modstander, så kan man i stedet benytte en stol til at slukke lyset hos ham. Dette er i høj grad blevet implementeret i gameplayet og giver lidt ekstra muligheder til stealthelementet. Skal man pege på noget negativt, så er det f.eks. temmeligt besværligt at forcere mure. Man har ellers den klassiske batmankrog, som man kan benytte til at hejse sig op. Kontrollen er her unødigvendigt kompliceret og kluntet.

Det, som virkeligt adskiller XIII fra resten af flokken, er dog den grafiske præsentation. Det er tydeligt, at der er lagt et stort arbejde i at fusionere realisme og tegneserie med den digitale verden. Her fungerer cel-shading utroligt godt og formår at få den tredimensionelle verden til at virke todimensionel. Det tegnede univers holdes ved lige ved at lade tematiske farver opdele kapitlerne. Alt bevæger sig glidende, holdt oppe af en høj, stabil framehastighed af Unreals grafiske engine. Lyden er en kombination af gode effekter, glimrende tale (med blandt andet David Duchovny) og et slumrende soundtrack. Kombineres alt dette med en ganske fængende multi-player-del, der sågar også strækker sig over Live, så sidder man tilbage med en yderst gennemført titel. Vi tager benovet hatten af for Ubisofts satsning, og begraver os atter i den intrigante verden.