X-men Origins: Wolverine

Blod. Masser af blod. Fra kroppe der bliver gennemboret af hvad der må være Freddy Kruegers våde drøm: Sylespidse og barberbladsskarpe knive der krænger sig ud af knoerne på den mand, der kalder sig selv for Logan, men som vi andre har lært at kende som Wolverine, borer sig brutalt ind i nakken på en vagt, der med det samme falder om i en rød sø af blod. Manden er død. Det er der ingen tvivl om, og det ved Wolverine - og han kigger sig derfor ikke tilbage for lige at tjekke en ekstra gang om jobbet nu er udført ordentligt. Han er nemlig allerede videre til næste emne.

Med overmenneskelig kraft sætter han af og kaster sig frygtløst hen i den anden ende af rummet, hvor stålkløerne har kurs direkte mod en hvid hals, der står og blotter sig. Kløerne rammer deres mål med stor præcision - og blodet pøser ud fra åbne sår, hoveder og lemmer bliver skilt fra kroppe, der ligger på gulvet og vrider sig i chok. Herefter er der stilhed. Wolverine trækker for en stund kløerne til sig, sukker og træder ind af en dør, der leder til et nyt rum. Og hvad er nu det? Stilheden varer tilsyneladende ikke ved, for Logan kan lugte blod og den ustoppelige vrede indtager langsomt hans krop igen - og inden længe gentager det voldsomme scenarie sig igen, og igen og igen.

Som man nok kan fornemme, er Wolverine i dette spil ikke en af Guds bedste børn. Langt fra. X-Men Origins: Wolverine er et licenseret spil til filmen af samme navn, der i disse dage har premiere i de danske biografer, og som film- og spiltitel indikerer har målet været, at tage en rejse tilbage i tiden for at se på skabelsen af superhelten Wolverine. Her får man med andre ord historien om hvordan en lille canadisk dreng udvikler sig til at blive den udødelige, usårlige og ret så tvetydige Wolverine med de lange, morderiske stålnegle.

Har man set de seneste tre X-Men-film kender man Hugh Jackmans vellykkede portrættering af Wolverine, og det er da også Jackman der lægger både stemme og krop til ham i dette spil (hvilket han gør fremragende). Men der er alligevel sket en lille accentforskydning af Wolverines karakter her. Dét glimt i øjet der karakteriserede Logans figur i de seneste X-Men-film er her i det store hele væk. I stedet er man gået tilbage til de originale tegneserier, hvor man har fundet en person fyldt med vrede, vold og had. Altså ikke en ubetinget sympatisk figur, men en koldblodig hævner og morder. Det betyder med andre ord lidt mindre humor og lidt mere vold og blod. Man kan diskutere om denne vinkling af superheltens karakter er ubetinget vellykket i filmen, men i relation til spillet giver det en række uvurderlige gameplaymæssige tilføjelser foruden dette Wolverine-spil ville have været fattigere og mindre vellykket.

Vreden og aggressiviteten bliver nemlig brugt med opfindsomhed og kløgt til at skabe sindssyge over-the-top actionsekvenser, som man kun kan knuselske. Wolverines karakter sætter ham nemlig i stand til at lave forskellige ultravoldelige og meget kraftfulde bevægelser, der i dén grad løfter kampene i dette spil til noget ud over det sædvanlige. Mon tror næsten ikke sine egne øjne, når man ser Wolverine kaste sig mod en helikopter, hvor han først afliver piloten hurtigt og effektivt ved at sætte hans hoved op i helikopterens roterende blad, hvorefter han går arrigt til angreb på selve helikopteren med sine stålklinger. Helikopteren skal åbenbart også dø. Ingen overlevende, synes at være Wolverines motto.

Wolverine lærer hele tiden nye, mere dødelige og voldsomme tricks og angreb jo længere man kommer i spillet. Det betyder, at gameplayet hele tiden udvikles, ligesom taktikken man kan anvende over for modstanderne også hele tiden bliver nye. Favoritangrebet over dem alle, er dog det spring man kan tage direkte imod en fjende. Det er en vinder. Hver gang. Et andet aspekt af dette næsten dyriske aspekt af Wolverines karakter er, at han er udstyret med en "ekstra sans" som han, når den er aktiveret, kan bruge til at fornemme og se ting, der ellers ikke er synlig for det blotte øje. Og den sans er meget handy at have ved hånden, når særlige fjender skal bekæmpes, eller gåder skal løses. Styringen fungerer upåklageligt og kører så flydende som man kunne ønske sig. Generelt er hele dette aspekt af X-Men Origins: Wolverine uden tvivl dets altoverskyggende styrke.

Men så kommer vi også til malurten i bægeret. For det er der også. Det her er nemlig langt fra noget perfekt spil. Selvom styringen og gameplayet fungerer rigtig godt, så har jeg et problem med doseringen af spillets action. For på trods af at der i dette spil er uforglemmelig action, så ville jeg ønske at udviklerne bare engang imellem havde trukket actionhåndbremsen lidt og tænkt på det gode motto "less is more". Spillet kaster hele tiden nye fjender mod dig i hvad der synes som en endeløs strøm. Derved trækkes intensiteten ofte ud af kampene, når følelsen af uendelig repetition kommer ind i billedet. Spillets bud på en variation kommer i form af forskellige små puzzles, som desværre aldrig bliver mere komplicerede end at flytte lidt rundt på et par ting, trykke på en knap og hoppe lidt rundt. Det er hverken interessant eller ambitiøst nok. Bare kedeligt. Gåderne tilbyder derfor ikke et interessant alternativ og pusterum til actiondelen, og der går derfor ikke lang tid før man igen ser frem til at tage Wolverine med ud på en blodig amokrus.

Denne splittede følelse, hvor man det ene øjeblik klapper entusiastisk i hænderne og det andet øjeblik sidder og ryster uforstående over for det der udspiller sig, går desværre også igen i mange af spillets andre facetter. Grafisk er spillet således også lidt af en pose blandede bolsjer. Sine steder er det fyldt med fine detaljer - ja, indimellem det lige frem flot! - og andre steder virker grafikken stiv, detaljeløs og fyldt med irriterende fejl, hvor Wolverine f.eks. hænger fast midt ude i ingenting (hvilket jeg oplevede flere gange).

Ser vi på spillets historie kommer samme splittede følelse igen snigende. Historien om Wolverine fortælles ikke kronologisk, men springer hele tiden frem og tilbage i tid. På den positive side betyder dette, at Wolverine hele tiden transporteres frem og tilbage til væsensforskellige lokationer på kloden, der dermed giver dejlig og stemningsfyldt miljøvariation: Fra sterile fabrikker og laboratorier til flotte skove, snelandskaber, ruiner og regnvejrsfyldte mudderhuller. På den negative side er de mange frem og tilbagespring en narrativ fiasko. Historien formår aldrig at blive andet end uvedkommende, og man ender derfor med at være totalt ligeglad med netop dét historieelement spillet kredser om: Logans forvandling til Wolverine. Ærgerligt og trist.

X-Men Origins: Wolverine er som spil en lidt skizofren affære at have med at gøre. Der er rigtig mange gode tiltag, og udvikleren Raven har haft et virkelig godt blik på de gameplaymæssige muligheder der er forbundet med Wolverines karakter. At det så på den anden side betyder, at de måske har haft et for slapt fokus på andre aspekter er derfor lidt ærgerligt, for mulighederne til noget større og noget bedre er absolut til stede. Men i det store hele er der flere rigtige tiltag end forkerte, og det er jo ikke så tosset endda.