Yakuza

Ordet "mafia" er hentet fra siciliansk-italiensk og er navnet på den forbryderorganisation, som kontrollerer underverdenen i primært Italien og USA. I dag kan enhver større organisation, der bedriver organiseret kriminalitet, og hvis medlemmer har samme nationalitet, betegnes som en mafia. Rusland, Mexico, Kina og Albanien har alle en velorganiseret mafia, mens vi i stedet for en egentlig mafia har rockerne og de såkaldte indvandrerbander i den hjemlige andedam. Italiensk politi har tilsyneladende svækket deres mafia med tilfangetagelsen af højtstående medlemmer, men i Japan er situationen en ganske anden. Den japanske mafia, Yakuza, er verdens største forbryderorganisation, om end de enkelte klaner og familier ikke er så tæt forbundne som i vesten.

Tilknytningsforholdet er langt fra den eneste forskel på fjernøstens og vestens mafiaer. Jeg tror, der eksisterer en uskreven lov i Tokyos forbryderkredse. For få timer siden blev jeg - Kazuma Kiryu, Dojima-familiens tidligere tophåndlanger med speciale i "inkassosager" - antastet af en mand på et af storbyens neonoplyste stræder. Han påstod, at jeg havde taget hans dame på bagdelen og krævede 20.000 yen i bod. Havde han vidst, at jeg netop har afsonet 10 års fængsel for mordet på min egen boss og set blot én af de mange stakler, jeg koldblodigt har slået til lirekassemand, ville denne situation aldrig være opstået. Naturligvis nægter jeg at betale, hvorefter fyren griber til vold. Han når dårligt at tænke en tanke, før hans ansigt rammer den flisebelagte gågade med et øredøvende brag. Han er nu uden kræfter, uden dame og uden værdighed.

Situationen har gentaget sig mange gange efterfølgende. Bydelens småkriminelle skvat, som alle savner proportionssans i alvorlig grad, står i kø for at rulle mig. Det ironiske er, at de alle er endt på røv og albuer og i stedet har betalt mig en sum penge, for at skåne deres liv. Denne pengekompensation må skyldes en uskreven lov, jeg først nu har lært at kende. Jeg skal dog ikke komme her og omskrive junglelovene, og penge kan man jo altid bruge, også i dette meget levende, fiktive Tokyo-distrikt. Den lokale kiosk sælger sandwichs og drikkevarer, og byens fastfoodrestauranter står klar til at komme enhver knurrende mave til undsætning.

Med sin free roaming-struktur, restauranter og masser af øretæveindbydende bøller, kunne Segas Yakuzas på papiret ligne GTA: San Andreas. Det har imidlertid langt mere tilfælles med et rollespil. Kampene opstår tilfældigt og "indlæses", du får erfaringspoint og penge, dialogerne føres overvejende i talebobler, og den episke historie, som er skrevet af professionelle kræfter fra den japanske manusscene, har en helt central plads i spillet. Du kan "købe" nye comboer og blankvåben, forbedre dine kampfærdigheder, samt øge din udholdenhed og styrke. Båndene til rollespilsgenren er tætte.

Det giver dog ikke folk med rollespilsaversioner en anledning til at løbende skrigende bort. Sega har kun benyttet udvalgte elementer fra RPG-genren, og ladet nævekampene være gameplayets rygsøjle. Selvom Sega ikke prøver at gå Tekken eller Virtua Fighter i bedene med alenlange comboer og taktiske muligheder, er kampsystemet andet end hovedløs knaptæskning. Du kan udføre slag, spark og kombinationer deraf og bruge cykler, skraldespande, sten, golfkøller, ildslukkere eller hvad der nu ellers måtte være i nærheden, som våben. Der kan låses fast på en modstander, så du nemt kan lave undvigelsesmanøvrer og time dine fremstød i forhold til modstanderens angreb. Hvis infighten giver nok albuerum, er det desuden muligt at gribe fat i modstanderen og prygle ham, eller smadre ham ind i en mur. Alle kneb gælder.

Det fiktive Tokyo-disktrikt, Kamura-cho, kan frit udforskes. Distriktet har foruden spisesteder apoteker, stripbarer og spillehaller, hvor du hurtigt kan blive en håndfuld yen fattigere. Et kort besøg på en såkaldt "hostess bar" løb op i den nette sum af 9.200 yen, men så fik jeg til gengæld også en hyggelig snak med en bedårende japansk pige, som siden hen har sendt mig en sød sms. De penge er givet klart bedre ud end de par tusind yen, jeg brugte på de enarmede tyveknægte. De kaldes ikke tyveknægte for ingenting.

Ud over kampsystemet, figurudviklingen og den velfortalte historie, profilerer Sega også Yakuza på stemmeskuespillet, hvor blandt andre Michael Madsen og Mark "Luke Skywalker" Hamill, lægger stemme til figurer i spillet. Yakuza har allerede nu overrasket mig positivt med sin temmelig frie struktur, gode historie og hårdtslående kampsystem. Kameraet er umiddelbart spillets eneste akilleshæl, men den slags kan nå at blive finjusteret inden lanceringen.