Yakuza Kiwami

Det er et mirakel, at Yakuza Kiwami er så konsistent i sin tone. Dette er et spil, der let kunne føles som to spil presset ind i ét, men på grund af hovedpersonen, Kazuma Kiryu, accepterer man selv de mest fjollede elementer. Og det er ikke nogen lille bedrift. Havde Kratos takket ja til jobbet som mandlig stripper - fordi jobudbyderen roste hans fysik - så havde det virket underligt for tonen i resten af spillet. Yakuza Kiwami jonglerer sine to identiteter så godt, at overgangen fra at se en person blive brutalt myrdet til at stå og kysse med en mand (klædt ud som en kvinde), virker naturligt. Velkommen til den maskuline, brutale og direkte fjollede verden af Yakuza.

Yakuza-serien har ikke mødt den store succes udenfor Japan, og det har ikke været på mangel af forsøg. Kigger du på de amerikanske stemmeskuespillere til Yakuza 2, vil du finde etablerede navne som Michael Madsen, Michael Rosenbaum og selveste Mark Hamill. Et projekt som SEGA hurtigt mistede troen på, og får vi et Yakuza-spil til Europa i dag, bliver det med japansk tale. Et faktum der passer mig helt fint. Yakuza-spillene er i forvejen så japanske, at alle andre sprog ud af karakterernes mund ville fjerne noget af stemningen. Dette er trods alt Kamurocho som det så ud anno 2005, så selvfølgelig skal de tale sproget som man hørte det i byen dengang.

Og sikke en by. Gadesælgere står trofast under de lysende neonskilte og forsøger at lokke dig ind i deres klub, fulde forretningsfolk vakler ujævnt hjem efter en nat med alt for meget sprut, og diverse bander står altid klar til at slå dig ned. Kiryu har åbenbart bare et ansigt, man har lyst til at slå. Har du allerede spillet det fremragende Yakuza Zero, hvis historie foregår før hændelserne i dette spil, så ved du allerede, hvad du skal forvente. Selv ned til byen Kamurocho, der ligner sig selv. Kiwami er et remake af det første spil i serien, og står derfor fint på egne ben, men jeg vil stadig anbefale nye personer til serien, at starte med Zero. Flere personer fra de to spil går igen, hvilket giver dem mere tid til at blive udviklet og giver historien og mange af kampene i Kiwami mere vægt.

For du kommer til at kæmpe. Mod venner, mod fjender, mod fulde folk og alt derimellem. Knytnæver er grunden til - og løsningen til - alle livets problemer i Yakuza-verdenen. Kampsystemet fungerer og nåede ikke at blive kedeligt i de 23 timer, det tog mig at gennemføre historien, men det er heller ikke spillets stærke side. Du kan vælge mellem fire kampstile: Fury er hurtigt, men dine slag skader mindre, Beast er omvendt langsom, men skader meget og mellem de to er min personlige favorit Brawler. Den fjerde kampstil, Dragon, kan man kun lære ordenligt ved at lægge flere timer i spillet end jeg havde tid til, så jeg nåede aldrig at eksperimentere ordenligt med den. At skifte mellem kampstile løbende er en stor grund til at kampene fortsætter med at underholde hele vejen til rulleteksterne. En langsom fjende kræver de hurtige knytnæver i Fury, mens et område hvor der er meget at samle op og bruge i kampen (som en sofa eller en motorcykel) vil gøre Beast til den bedste taktik, og ellers kan Brawler klare resten.

Langsomt som man bevæger sig gennem historien får fjenderne bedre udstyr som baseball bat, knive, sværd og (suk) pistoler. Dette er både godt og skidt: godt fordi, har du nedlagt en fjende med et våben, kan du samle det op og bruge det i resten af kampen, hvilket kun giver dig flere måder at nedlægge modstanderne på. Dårligt fordi pistoler er elendigt implementeret. Modstandere med pistoler stiller sig gerne lidt væk fra resten, og skyder dig hver gang du er midt i en god kombination. Og bliver du skudt, indleder du den længste animation, hvor du langsomt falder ned på knæene, derefter lægger du dig helt ned, og skal presse kryds gentagne gange for at rejse dig. Jeg nåede at se den animation 17 gange til den samme boss, hvilket virkelig satte min tålmodighed på en prøve.

Bosskampene har også en tendens til at trække ud. Kampsystemet fungerer bedst, når de er hurtigt overståede. Ikke fordi det er dårligt, men fordi det ikke bliver bedre af, at kampene bliver længere. Glæden i Yakuza-spillene er ofte hvem du kæmper mod og hvorfor, og i mindre grad selve kampen. Nogle gange kan grunden være noget så simpelt som: "I'm gonna beat you up" og så kører man ellers derfra. Andre gange kan grundende være noget mere sofistikerede. Specielt sidstebossen skal have et rosende ord med på vejen. Sjældent er en antagonist blevet bygget så grundigt op, at når knytnæverne endelig skal svinges, så er man klar. Historien er i det hele taget medrivende fra start til slut, og selv om den mister fokus til tider, så giver man den gerne lov til at gå i forskellige retninger. Mit eneste kritikpunkt til historien er Goro Majima, der også spiller en stor rolle i Yakuza Zero. Han fylder meget i Kiwami, og hans eneste grund til at skabe ødelæggelse er, at han gerne vil kæmpe mod Kiryu. Har du spillet Yakuza Zero, vil hans karakter give mere mening, men for de resterende af jer, vil han virke som en joker, der kun bliver presset ind for at skabe endnu en undskyldning for at trampe folk i ansigtet.

Omvendt er der sidemissionerne, der aldrig fejler med at underholde. I open-world spil er vi vant til, at kortet indikerer hvor der er en ledig mission. I Yakuza Kiwami løber du tilfældigt ind i dem. På min vej mellem missioner løber en kvinde pludselig om bag min ryg for beskyttelse, fordi en fuld mand er blevet lidt for kærlig med hende. Jeg skræmmer ham væk, og som tak for min hjælp giver hun en drink. Hun virker utrolig betaget i mig, og så ivrig efter at få alkohol i mig, at jeg hurtigt blev mistænksom og nægtede at drikke. Måske var det også fordi, at min drink boblede som var der proppet noget i den, men hey, jeg er stolt af, at jeg ikke lod mig rive med af hendes flirten. Hurtigt udvikler situationen sig, og det viser sig at både kvinden, bartenderen og den fulde mand fra tidligere arbejder sammen om at røve godtroende idioter. Endnu en mulighed for at sende mine knytnæver i aktion. Alle sidemissioner indeholder et underholdende tvist, som personen der stjæler din pung og gemmer sig i et område med folk der går klædt i samme tøj som ham, til personen der vil have hjælp til at købe dameundertøj til sin fetich. Når man først én gang er blevet stoppet tilfældigt op på gaden, og spurgt om man ikke vil tage imod jobbet som mandestripper, er det svært ikke at få lyst til at løbe resten af byen tynd efter lignende sidemissioner.

I center for Yakuza Kiwami står Kiryu. En karakter, der på troværdig vis kan gå fra at banke bandemedlemmer til blods under en begravelse, til at konkurrere med racerbiler mod børn i den lokale turnering. Yakuza er underholdende både når det tager sig selv alt for seriøst, og når det ikke tager noget seriøst. Og overgangen mellem de to yderpunkter er altid pludselig og underholdende. Hvis der er to ting, du kan være sikker på når du spiller Yakuza Kiwami, så er det 1: Du ved aldrig hvad der venter dig, når du løber gennem byen, men du kan 2: Være sikker på, at det ender i en god gammeldags slåskamp. Og med den maskuline tilgang er Kiwami en sikker vinder.