You're in the Movies

Karate Kid, Star Wars og Superman. Alle film der i min uskyldige barndom udløste ekstatiske jubelscener ved rulleteksternes fremtræden. Ren filmmagi. Intet mindre. Og magien fortsatte skam. For de netop gennemlevede, sindsoprivende actionsekvenser, skulle selvfølgelig genopleves live dér i stuen med mine hovedrystende forældre i baggrunden som statister: Det vanskelige tranespark fra Karate Kid, der kunne udradere enhver modstander. Den storslåede kamp mellem Darth Vader og den unge Luke Skywalker og Supermans ditto mod den gnæggende skaldepande, Lex Luthor. På den måden fortsatte filmene i legen.

Det er som sådan også præmisset for You're In the Movies, hvorfor spillet som sådan er båret af en ret så sympatisk idé. Bevæbnet med det medfølgende Xbox Live Vision-kamera indtager man nemlig selv de skrå brædder, hvor det først og fremmest gælder om at gentage forskellige af spillet fastlagte bevægelser, der så til sidst klippes ind i en (trailer for en) "film", der i spillet er fordelt på forskellige genrer såsom action, gys, drama og klassikere. Så langt, så godt.

Man skal dog ikke mange minutter ind i spillet, før de første skuffelser begynder at titte frem. Skuffelsen består dog ikke så meget i selverkendelsen af, at jeg rent faktisk er meget lidt fotogen, men i at det spillet lover, via dets titel, har meget lidt at gøre med det "You're In the Movies" reelt set indeholder.

For det første er der de rent tekniske problemer. Det medfølgende Live Vision kamera er selvsagt ikke verdens bedste, og derfor skal man heller ikke forvente den store kvalitet i optagelserne. Det her er grovkornet på dogmemåden. Kvaliteten afhænger dog også af ydre faktorer, hvor især lyssætningen spiller ind på kvaliteten. Er lyset ikke sat korrekt, vil man opleve huller skygger og andre ubehageligheder, og det kan desværre være lidt af et irriterende puslespil, at få lyssætningen korrekt i forhold til billedet.

Går vi til det rent indholdsmæssige, så har vi at gøre med et spil, hvor man aldrig på noget tidspunkt hopper med på grundpræmissen, som netop består i skabe en overbevisende illusion om, at man som spiller bliver sat midt ind i en films handling. På intet tidspunkt føler man, at man rent faktisk tager del i indspilningen af en film, hvilket jo er ret bizart, spillets titel taget i betragtning.

Den lidet overbevisende illusion grunder helt basalt i den måde, man skal spille "skuespil" på: Fordi bevægelserne er helt fastlagte af spillet, er der naturligvis ikke levnet plads til kreativitet eller personlig udfoldelse - hvilket udviklerne godt ved. Problemet har de nemlig forsøgt at løse ved at indskyde lidt variation i den måde kopieringen af bevægelserne foregår på. Derfor kommer de til udtryk på to forskellige måder:

For det første via en række meget enkle skuespillerlektioner, hvor man bliver bedt om at se glad ud, være vred eller ked af, eller at pege i en bestemt retning osv. Dernæst via en række minispil hvor man via bevægelser foran kameraet bliver bedt om at "slå på trommer", "løbe" væk fra noget eller "slå ting i stykker". Minispillene er ekstremt simple, og fungerer som sådan bare som røgslør for de kropsbevægelser spillet i sidste ende skal registrere. Det betyder endvidere, at minispillene heller ikke har anden tilknytning end bevægelserne til den "film", man er ved at indspille. Hvilket jo ellers ville være oplagt. Så når man i bedste Karate Kid-stil bliver placeret i et rum for at slå en række sten i stykker med de bare næver, inddrages der desværre ikke filmreferencer, der kunne understøtte følelsen af at deltage i en film.

Som man næsten kan fornemme, er det ikke den store dybde, der møder en. "Udfordring" har åbenbart været et slemt bandeord for udviklerne, da det reelt set er ikke-eksisterende: Nok optjener man point i de små minispil, men det er ikke muligt at fejle udfordringen. Man kan blot klare minispillet godt eller mindre godt. Heller ikke skuespillet tilbyder nogen for udfordring. Måske man endda skulle sætte "skuespil" i citationstegn, for at kalde de gestikker der skal udføres for skuespil, vil nok være en grov fornærmelse mod det stolte og klassiske fag: Peg, se sur ud, se glad ud, kig i en bestemt retning. Ja, mere kompliceret bliver det ikke. Tro derfor ikke at You're In the Movies lader din indre Robert de Niro-metodeskuespiller springe ud i fuld flor. Statist er vel det nærmeste, man kommer skuespillet i dette spil.

Gameplayet kommer dog lidt mere til sin ret, når man spiller det sammen med venner eller familie. Op til fire personer kan deltage i filmene på én gang, og det kan i sig selv være ret underholdende, selvom der ofte er lidt for meget ventetid mellem de deltagendes optrædener. Men det kan jo i sig selv være sjovt nok i sig selv, at observere andres monster- eller skurkemimik.

Bedre er også "instruktør"-delen, som bliver låst op senere i spilforløbet. Her har man mulighed for selv at sætte en film sammen ud fra spillets mange klip og forskellige film, der tæller over 40 stk., hvorfor der altså gives ganske mange variationsmuligheder. Her får man et lille glimt af den opfordring til kreativitet, der kunne have gjort You're In the Movies til et rigtig godt spil, hvis det gennemskinnede hele udgivelsen.

You're In the Movies er tænkt som et lille, underholdende partyspil, hvilket blandt andet giver sig til udtryk i den gennemgående ironiske og B-filmsagtige stemning der gennemstrømmer alle de medfølgende film. Men det er som om udviklerne har sat lighedstegn mellem "lille", "underholdende" og "uambitiøst". Det ville absolut ikke have gjort skade med lidt flere og større ambitioner hos udviklerne, der kunne fodre konceptet med mere og bedre gameplay.

Med andre ord tilbyder You're In the Movies ikke noget reelt alternativ til mit barndoms magiske stuegulv, hvor jeg optrådte med tranespark og lyssværd. Slet, slet ikke.