Zack & Wiki: Quest for Barbaros' Treasure

Hvis designer og modeekspert Jim Lyngvild kunne se Zack, Capcoms seneste platformhelt, ville han korse sig. Ingen, absolut ingen har bar mave, under hvad der ligner en gul regnfrakke, og hvis de har, så er det helt sikkert, at det aldrig må, eller på nogen måde kan kombineres med et lilla bælte, et par blå shorts og nogle slidte støvler. Og skulle disse elementer udi modens største rædsler alligevel kollidere, så ville de sikkert gøre sig dårligt på en vaskeægte pirat.

Derfor er det også en eller anden, der må forklare mig, hvorfor jeg øjeblikkeligt blev forelsket i den knæhøje sørøver, der stort set hele tiden gumler på et stykke chokolade. For det var præcis, hvad der skete. Zack og ikke mindst hans partner Wiki (underligt flyvende væsen) er ekstremt nuttede allerede fra det øjeblik, du tager kontrollen over dem i en ramponeret flyver og får lov til at se dig omkring. Ja, farvemæssigt er Zack måske lidt her, der alle vegne-agtig, og hans hår trænger i den grad til en plæneklipper, men han er uden tvivl en af Capcoms bedste kreationer i mange år, og han er heldigvis ikke kastet ind i et tamt platformspil, men i stedet brugt med respekt i hvad, der må ende som et af årets bedste Wii-spil.

Zacks eventyr starter som sagt i en flyver, hvor du får lov til at lege lidt med Wii-moten. Genren er lidt svær at definere, men hvis jeg nævner action, gåder og et point 'n click-interface, så er det ikke helt af vejen. Peg på noget, og lille Zack spæner derhen. Klik på det igen, og du samler det enten op, hiver i det, vipper det, drejer det, tæver det og en hulens masse andet. Det hele sker via Nintendos bevægelsesfølsomme Wii-mote, men du styrer aldrig selv Zack. Tænk på det lidt som, at guide din lillebror ud af værelset med en pose slik dinglende foran næsen på ham, så har du et grundlæggende billede at arbejde med.

Dette gør dog langt fra Quest for Barbaros' Treasure til en stillestående oplevelse, for selvom Zack aldrig skal time spring over endeløse afgrunde eller tæve løs på en masse fjender, så er han nødt til at have pæren i orden og være på mærkerne - og det er her, du kommer ind i billedet. Allerede fra det øjeblik du lander på en unavngiven ø (okay, det er en skatteø) og under tidspres, skal redde dig i sikkerhed fra resterne af et nedstyrtet fly, kommer hjernecellerne på overarbejde. Et dyr skal forvandles til en genstand (det er noget Wiki kan, spørg mig ikke hvorfor, jeg spiller det bare), et træ fældes og du skal helst hen over det i et stykke. Det hele føles intuitivt og aldeles fængende, ikke mindst fordi Zack & Wiki i mine øjne er et at de sjældne beviser på, at Wii'en faktisk kan bidrage med en anderledes spiloplevelse. Udgiv f.eks. Quest for Barbaros' Treasure på Xbox 360 og det ville virke amputeret og kedeligt. Dette er et Wii-spil helt ind til knoglerne.

Faktisk så føles Zack & Wiki mest af alt som Monkey Island parret med mini-spillene fra Warioware-universet, dog med en totalt flydende overgang. Intet virker rigtigt forceret eller plat, men i stedet for, som en naturlig forlængelse af Wii'ens muligheder. Du kan bl.a. dreje nøgler, som det også var tilfældet i Metroid Prime: Corruption, save ting over, ryste træer, trække i håndtag osv. - og skulle du stadig være lidt tung at danse med, så viser en lille mand, hvordan du udfører tricket oppe i hjørnet af skærmen.

Nu kunne man måske tro, at dette gjorde spillet til en ren hyggeoplevelse, men selvom det starter stille og roligt, så bliver gåderne hen ad vejen så krævende, at du virkelig begynder at kradse dig i nakken. For mens kisten du skal have, altid står lige foran næsen på dig, så er der altid et eller andet du skal rykke, hente, dræbe eller distrahere, før du kan få fat i det glimtende guld. Personligt blev jeg aldrig rigtig frustreret over dets mange gåder, men det blev jeg til gengæld over spillets konsekvente håndtering af min nysgerrighed. For i Zack & Wiki kan du sagtens smadre noget, du senere skal bruge på banen, og det betyder, at når du endelig opdager det, så er du nødt til at starte helt forfra på banen, hvilket selvfølgelig er drønirriterende, og noget der fik mig til at slukke i afmagt. Jeg tændte så en halv time senere, da jeg ikke var kobberrød i ansigtet længere, men alligevel...

At spilæsken også stolt proklamerer, at man kan løse gåderne på et utal af forskellige måder, har jeg samtidig meget svært ved at forstå. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har brugt hundredvis af timer på spillet, men jeg har spillet visse baner om flere gange (ja, jeg er en luder, når det kommer til at få alt på banen), og selv efter hidsige eksperimenter med alverdens redskaber, har jeg ikke fundet den hellige gral. For mig, og her ligger jeg lidt hovedet på blokken, så virker det meget som et klassisk prøv og prøv igen-spil, hvor der kun findes én løsning eller i hvert fald meget få. Desuden virker de fleste af alternativerne som både sværere og mere ulogiske måder at få fat i tingene på, så mens det måske giver flere penge på kontoen bagefter, så var det sjældent noget, jeg brugte tiden på eller havde let ved at eksperimentere med. Det kan dog lade sig gøre, og dette giver naturligvis spillet en større levetid.

Rent grafisk er Zack & Wiki: Quest for Barbaros' Treasure poleret og lækkert. Nuttethedsfaktoren er faretruende høj, landskaberne malet i de mest strålende farver og karakterdesignet sidder lige i øjet, noget, der nærmest fik mig til at lave et knæfald.

Desuden er humoren i højsædet og jeg tror lidt, at det gyldne, svævende skelethoved man støder på i starten, og som i øvrigt er den legendariske pirat Barbaros, er et anerkendende nik til netop Lucas Arts fremragende serie - han minder i hvert fald en del om Le Chuck. Musikken er også fortryllende, og selvom den aldrig når helt ufattelige højder i hverken arrangement eller udførelse, så passer det perfekt til den farveladeglade verden. Kun råbene og de generelle blip, blip, blop i stedet for indtalte stemmer, trækker det hele lidt ned, men det er heldigvis til at leve med.

Og så står jeg her. Fingrene er nede i skattekisten og der skal trækkes et eller andet tal op af den. Jeg skal med det samme indrømme, at det har været svært. Jeg er faldet pladask for spillets umådelige charme og Capcoms idérigdom. Dertil kommer, at styringen, der mere eller mindre for første gang (ifølge mig), rent faktisk ikke føltes forceret på Nintendos Wii, men i stedet glider ind i spillet som hånd i handske. Kun spillets prøv og prøv-igen-mentalitet har tæret lidt på min tålmodighed, men det er ikke nok til at fravriste det et fortjent 9-tal.