Vi kender det fra musikbranchen. Lav et monsterhit som alle gerne vil høre igen og igen. Det bliver spillet på radiostationer, på MTV osv, men når så det oprindelige nummer er ved at blive slidt, kommer næste skridt i markedsføringen. Et remix. Man ændrer lidt hist og her, sætter måske tempoet op og giver sangen et nyt beat. Og vups, man har et nyt hit.
Sådan kunne man også godt beskrive historien om dette spil. Link´s Awakening blev nemlig oprindelig udgivet i 1993 og var et stort hit dengang. Nu har Link jo lige gennemgået en større tranformation i forbindelse med udgivelsen til Nintendo 64, men så skal GameBoy-ejerne jo ikke snydes. Derfor har man valgt at putte det gamle ´93-spil i en hel ny indpakning til GameBoy Color. Det betyder naturligvis at det hele foregår i pæne farver, hvilket er en klar forbedring, men der er også meget andet.
Zelda er jo som de fleste ved et RPG-spil af bedste kaliber. Man har en aktuel historie på Koholint Island, hvor Link skal udforske en masse områder og steder. Du kan bruge Link på en masse forskellige måder og hovedpersonen kan både løfte, trække, støde, svømme og dykke. Link kan opsamle en masse forskellige objekter, der kan bruges til diverse formål. Du skal finde mange nøgler, der skal bruges til at åbne døre, fangekældre og gange. Spektret er meget bredt og det er muligt at nå meget vidt omkring, hvilket er et af de stærke sider ved spillet. Der er flere hemmelige huler i spillet som man kun kan passere, hvis spillet kører på en Color-maskine. Her skal man nemlig løse farvepuzzles og det er alt andet lige ikke så let på en sort/hvid-maskine!
Okay, men hvad er så nyt i dette spil? Faktisk temmelig meget. For det første er der blevet tillagt en hemmelig hule i spillet, hvor man virkelig kan få sin sag for. Sværhedsgraden er øget betydelig og selv hærdede spillere, der har spillet forgængeren vil få besvær med at klare de nye udfordringer - eller blot finde den nye hule. Dernæst har man også fået muligheden for at tilkoble GameBoy Printeren! Ja, du læste rigtigt. På Koholint Island findes der en fotoforretning, hvor man kan besøge den fotograf, der af og til dukker op i spillet for at tage billeder. Han har samlet et fotoalbum med dine bedrifter og disse billeder kan du skrive ud på Printeren. Ganske smart, ikk´?
Alt i alt er Zelda i denne nye udgave en klar forbedring i forhold til ´93-udgaven. Og det skulle det naturligvis også helst være. Det er meget svært at finde kritikpunkter i spillet, der øjensynlig opfylder alle de forventninger man kunne have til et GBC-spil. Jeg er især meget imponeret over den store holdbarhed man finder i spillet, for kompleksiteten er så stor, at man kan blive holdt fanget i adskillige dage - og det er altså en GameBoy vi her taler om! Jeg håber bestemt at standarden for RPG-spil nu er sat for fremtiden, for så venter der mange spændende oplevelser.
Dette er uden tvivl det bedste spil vi endnu har haft mulighed for at spille på GBC!
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 9 / 10
- Spilbarhed
- 10 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10