Nævn hurtigt i flæng et par gode film om boksning. Ja, det er ikke helt så ligetil, vel? Der er filmene om Rocky Balboa, den legendariske Raging Bull og selvfølgelig Million Dollar Baby, men ellers er det svært at nå over et antal, der kan tælles på en enkelt hånd. Det gider The Fighter ikke at finde sig i, så med en overraskende velspillende Mark Wahlberg og Christian Bale som hyperaktiv narkoman bliver der placeret et solidt slag i mavegulvet på den kedelig tendens.

Nu er det jo heller ikke fordi, at boksning er en vanvittigt oprivende sport - og nej, det er skam ikke fordi, at jeg er en kvinde, at jeg siger det her. Det er en universel sandhed, at 12 runder med en halvfed Brian Nielsen aldrig kan underholde selv de mest rabiate sportsfans, om det så er en titelkamp eller et halvhjertet comeback mod Evander Holyfield.

Faktisk er det ofte mest udenfor bokseringen, at sporten formår at trække de største overskrifter, og med det udgangspunkt tripper The Fighter rundt med inspiration fra den virkelige historie om Micky Ward og hans problematiserede storebror, Dicky Eklund, der på den ene eller anden måde nok skal få stjålet rampelyset, om det så skal koste hans lillebrors karriere eller ej.

For selvom The Fighters hjerte banker for boksning, banker det ligeså stærkt for historien om de to brødre og deres familie i opbrud, hvor blod lige pludselig ikke er tykkere end vand, når det konstant betyder fiasko og skuffelser på rad og række.

Alt lader ellers til at være idyl, da Dicky Eklund i højt humør vandrer rundt, imens et kamerahold forfølger ham for at lave en dokumentar om eks-bokseren, der blev en stjerne og legende i sin hjemby Lowell. Dicky slog nemlig engang Sugar Ray Leonard i kanvassen, og så havde han sikret sig en plads i historien. Problemet er bare, at han er fortabt i sin storhedstid, der hurtigt er blevet erstattet med hårde stoffer. For hans lillebror Micky betyder det, at der sættes en brat stopper for hans egen karriere. Det er ikke fordi, han har et imponerende talent for sporten, men med blod, sved og tårer kæmper han en indædt kamp for at træde ud af broderens skygge og tjene penge nok til at købe en anstændig lejlighed, så han kan få lov til at se sin datter. Men da en stor titelkamp pludselig melder sig, presses familien til bristepunktet.

Der er altså meget på spil for Micky, hvilket Mark Wahlberg på ganske fornem vis formår at udtrykke, selvom han ivrigt prøver at gemme sig bag pumpede muskler og store overarme. Det er ikke fordi, at han er prangende, som vi så ham i The Departed, men der er trods alt langt fra Marky Mark og Max Payne til præstationer som denne.

Som Dicky ser vi en manisk Christian Bale, der med udsultede kinder spiller rollen som narkoman til det punkt, hvor man ikke længere kan udstå ham. Man har simpelthen lyst til at give ham en lige højre for konstant at stå i vejen for hans broders succes, hvilket vel viser ganske godt, hvor suveræn en skuespiller han er, om man kan lide ham eller ej.

Samtidig er det utroligt at se, hvor stort et arbejde Bale gør i at have samme mimik som den virkelige Dicky Eklund, der optræder kort under rulleteksterne. De to personer er næsten identiske, og det er absolut ikke et under, at Bale med sin præstation vandt en Oscar for bedste birolle tidligere i år.

Har man lyst til et velspillet drama, der tilfældigvis omhandler boksning, er der ingen tvivl om, at The Fighter bør rangere højt på ens liste. Selvom den sørgelige historie om en familie i forfald i sig selv er yderst velfortalt, er det præstationerne fra Wahlberg og Bale, der i længden bærer succesen hjem. Det er ikke en øjeblikkelig knockout, men sejren hives overlegent hjem på point.