Hvordan kan en sommer gå uden endnu en streaming-gyserfilm? Jeg læste om The Last House få dage før dens udgivelse og tænkte allerede før jeg så den, at det lød som et typisk hit-and-miss-koncept. I de rette hænder og med det rette manuskript kunne det være interessant og nervepirrende, men det kunne lige så vel gå i stik modsat retning. Så hvad sker der, når en erfaren actioninstruktør tager et par virkelig talentfulde skuespillere og låser dem inde i et hus? Mine helt personlige holdninger følger herunder.
Men først en opsummering af handlingen:
"The days leading up to Christmas Eve. An ordinary family consisting of a husband, wife and two children find themselves locked inside their house. Something is holding them there. They must work together to survive both dwindling resources and the mysterious threat keeping them captive."
Filmen er instrueret af Louis Leterrier, hvilket er et noget uventet valg. Han har instrueret film som Fast X, Grimsby, The Transporter, Now You See Me og The Incredible Hulk samt Netflix-serien Lupin med Omar Sy i hovedrollen, som man ikke må glemme. Masser af action, masser af spænding, og at gå fra det til en næsten to timer lang film, der stort set udelukkende foregår i et lukket rum, er noget af det, der vakte min interesse for The Last House.
Manuskriptet er skrevet af Matthew Robinson, som blandt andet har skrevet den yderst underholdende Love and Monsters, den noget sløje Good Luck, Have Fun, Don't Die, og som tilsyneladende er medforfatter på det kommende Edge of Tomorrow 2 og Rogue Squadron.
I hovedrollerne ser vi Wagner Moura og Greta Lee. Moura er blevet en personlig favorit for mig - jeg så ham første gang i Tropa De Elite, men fik sit egentlige gennembrud som Pablo Escobar i Narcos. Vi har også set ham i Elysium, Civil War og The Secret Agent for blot at nævne nogle få. Uanset genre eller rolle tilføjer Moura en dominerende tilstedeværelse, dybde og udstråling på skærmen, som jeg virkelig sætter pris på.
Lee er lidt af en veteran efterhånden. The Studio, A House of Dynamite og Tron: Ares for blot at nævne nogle få. Hendes karriere har været i støt opadgående kurs de seneste år, og ligesom Moura har Greta masser af karisma og tilstedeværelse. Hun er helt igennem fantastisk som den kølige, samlede Stella Bak i Apple-serien The Morning Show, og jeg indser, mens jeg skriver dette, at jeg ikke har set den seneste sæson.
Skuespillet er helt bestemt et af filmens stærkere punkter, selvom de to veteraner ikke skinner helt så klart, som de plejer. Men det er ikke pointen. De gør, hvad de kan, med det materiale, de har fået udleveret. Jeg vil ikke afsløre for meget, for The Last House er en film, man får mest ud af, jo mindre man ved på forhånd, men handlingen bygger sig op ganske effektivt. Naturligvis ønsker man at vide, hvad der holder dem fanget og hvorfor, men er det nok? Hele affæren med ikke at kunne undslippe huset svinger mellem at være interessant og fjollet. Mysteriet i sig selv er ikke engagerende nok, og de få gyserelementer er svage.
Filmen varer næsten to timer, hvilket er alt for lang en spilletid til så tyndt et manuskript og begrænsede rammer. Vi får et kort glimt af de umiddelbare omgivelser, hvilket tilføjer noget, men problemet er, at filmen næsten fuldstændig mangler spænding. Man mister interessen, selvom familiedynamikken tilføjer noget, og rent spændingsmæssigt sker der alt for lidt. Filmen bliver ikke bedre, når den begynder at forsøge at give en form for forklaring og for alvor introducerer truslen. Den er alt for vag og uforpligtende, og selvom den måske lægger op til en efterfølger, er spørgsmålet: hvem dælen ville have lyst til det?
Desværre formår en erfaren actioninstruktør og to normalt suveræne skuespillere ikke at redde en middelmådig idé, et mangelfuldt manuskript og en spilletid, der burde være blevet skåret med mindst et kvarter. The Last House vil ligge i toppen af Netflix-listerne i en uge eller to, og så vil den være glemt.