Jeg lærte først Terrence Malicks film at kende i år. Jeg tog sammen med en ven ind i Dagmar og så Tree of Life og var lamslået. Selvom den varede to-enhalv-time føltes det som om jeg havde siddet der en hel dag, på den gode måde. At kalde Malick excentrisk er århundredets underdrivelse, det er tydeligt bare ved at se hvor mange år der går mellem hver af hans værker. Nu genudgives en af hans mere tilgængelige film, The Thin Red Line, fra 1998 på Bluray, til fansenes store fornøjelse.

I filmen følger vi Charlie-kompagniet, der skal erobre øen Guadalcanal fra japanske tropper under Anden Verdenskrig. Det bliver en hård kamp med en masse uventede drejninger, ledt af den egoistiske Løjtnant Tall, der vil gøre alt for en sejr.

Det her er det mest basale oprids af hvad der helt konkret sker. I virkeligheden er Thin Red Line et multimillion-dollar-billeddigt om naturen og dens destruktive kræfter. Vi åbner med gudesmukke naturbilleder og en voiceover (to af Malicks kendetegn) der siger: "Hvorfor er der krig i naturens hjerte? Er der en hævnende magt i naturen?"

Det er langt fra en klassisk krigsfilm, selvom der er masser af kamp og eksplosioner. I stedet for nødvendigvis at sige krig er dårligt, føles det som om Malick er mere interesseret i bare at vise os naturen, der får frit løb. Tematikken er enormt vidtrækkende, f.eks. om kærlighed og had virkelig kan stamme fra samme sted, og om Gud på nogen måde er involveret i det. Fortolkningsmulighederne er massive, og noget siger mig at Malick ikke engang selv ved hvad filmen handler om. Det gør den ikke til en mindre fornøjelse.

I stedet for at holde nogen bestemt fortællestruktur, er det mere som om hver sekvens er en paragraf i et større statement. Det gør tempoet i historien meget langtrukkent (den varer ca. 3 timer), men hvis ens hjerne lige er det rette sted, kan man opnå en meditativ, næsten bevidsthedsudvidende tilstand. Klipningen er fænomenal, med enestående brug af musik, voiceover og flashbacks. Det kreerer en unik følelse af kameraet som en eller anden hellig bevidsthed, der frit kan rejse i tid og rum.

Der hvor filmen begår en fejl, er i dens blanding af plottets udfoldelse og den filosofiske fortællerstemme der svæver over begivenhederne. Fortællerstemmen ændrer sig konstant, alt efter hvilken karakter vi følger. Problemet er bare at alle karaktererne så åbenbart tænker i de samme kompakte statements om krig, fred og kærlighed. Den er svær at købe, når hver skuespiller er så superkarakteristisk og portrætterer deres rolle med en hårdfør, realistisk stil. Det er en smagssag, men hvis man sammenligner med Tree of Life er det langtfra så vellykket.

Terrence Malick er ikke for enhver. Der er masser af argumenter for at han er en prætentiøs, aggressivt selvoptaget kunstner, men man skal ikke snyde sig for at se bare én af hans film. Og der er Thin Red Line et godt sted at starte.

Ekstramateriale:
Ekstramaterialet til en Terrence Malick-produktion er lige så essentielt som hovedfilmen. Det er her vi kan lære den indelukkede instruktør at kende gennem de folk han samarbejder med.

Vi kommer bag om klipningen og den halvanden år lange proces de gik igennem. Det er helt fascinerende at høre om Malicks forhold til klipning som skulpturarbejde og den konstante udvikling af materialet.

Desuden får vi et indblik i skuespillernes forberedelser til filmen, og hvordan en hel australsk by var blevet lejet til at få det hele op at stå. Det er specielt interessant, når man tager nylige interviews i betragtning, hvor blandt andet Sean Penn giver udtryk for sin forvirring ved samarbejdet med instruktøren.

Sammen med slettede scener, et kommentarspor (selvfølgelig uden Malick) og de originale nyhedsindslag om Guadalcanal-kampen, er det nogle glimrende bonus-features der kan holde de diskussioner, filmen nok skal sætte i gang, i live lang tid endnu.