Når man ser på, hvor 28 Days Later-serien befandt sig efter udgivelsen af 28 Weeks Later i 2007, virkede det helt usandsynligt, at vi nogensinde ville vende tilbage til et postapokalyptisk Storbritannien for at udvide horrorfranchisen. Men fans bønner blev hørt sidste sommer, da instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland blev genforenet og leverede den stærke 28 Years Later - en film, der hurtigt blev fulgt op af endnu et kapitel ved navn 28 Years Later: The Bone Temple. Dette er en direkte fortsættelse af filmen fra 2025 og samler stort set handlingen op umiddelbart efter begivenhederne i den forrige film, om end med et lidt ændret fokus, væk fra de overlevende på øen Lindisfarne og i stedet med blikket rettet mod den grusomme Jimmy Crystal og den godhjertede Dr. Kelson.
The Bone Temple minder i høj grad om 28 Years Later, idet temaer som frygt, rædsel og total håbløshed dominerer, mens blod og vold ofte bruges til at gøre seeren endnu mere utilpas. I sidste ende er Garland også manuskriptforfatter på denne film, så man forventer naturligvis en tydelig sammenhæng mellem seriens kapitler - skaberen af Civil War og Warfare har trods alt over to årtiers erfaring med franchisen. Denne gang er Boyle dog ikke at finde i instruktørstolen, da rollen i stedet er overtaget af The Marvels-instruktøren Nia DaCosta. Jeg ved godt, hvad du tænker, men der er absolut ingen grund til bekymring, for DaCosta stråler i denne film og leverer et episk værk, der på alle måder føles hjemmehørende i serien.
Præmissen i The Bone Temple er ganske enkel. Som det gælder for alle indslag i serien, fokuserer filmen på en lille håndfuld personer og følger, hvordan de klarer sig i dette forvredne og besejrede land. Igen spiller Ralph Fiennes en central rolle som Dr. Kelson, og filmen dykker dybere ned i hans ensomme tilværelse, hans fortsatte udvidelse af sit ossuarium og endda hans forsøg på at behandle de inficerede. Samtidig møder vi Jack O'Connells Jimmy Crystal, en decideret uhyggelig og diabolsk satanist, som fører seeren gennem yderst ubehagelige scener, mens han skærer sig vej gennem landet og efterlader blod og død i sit kølvand. Hvis Sinners ikke var nok til at bevise O'Connells talent som skurk, så vil hans præstation som Jimmy Crystal i The Bone Temple uden tvivl overbevise dig om, at han kan stå skulder ved skulder med de allerbedste.
Mellem disse to fortælletråde, der til sidst krydser hinanden, serverer The Bone Temple en historie gennemsyret af elendighed og smerte. Den er ond, mørk, brutal og voldelig, og hvis det ikke var for enkelte salige øjeblikke af håb undervejs, kunne dette have været en af de mest håbløse fortællinger i nyere tid. Det er til tider en virkelig fordrejet oplevelse, men i ægte 28 Days Later-ånd formår filmen alligevel at efterlade dig med håb og leverer en spillefilmslang fortælling fyldt med op- og nedture samt prøvelser, som kendetegner de stærkeste narrativer.
En af de største styrker ved The Bone Temple er dog, hvor effektivt den bruger seerens tid. Spilletiden er under to timer, og fortællingen er struktureret med en imponerende velafbalanceret pacing. Der er ingen langtrukken anden akt, hvor man konstant kigger på uret, eller en slutning, der kommer og går uden at efterlade indtryk. Filmen er stærk hele vejen igennem, med mindeværdige scener og øjeblikke, der overrasker, hjemsøger, får dig til at trække på smilebåndet og til tider endda får maven til at vende sig. Det er et klart bevis på, at film ikke behøver at være 150+ minutter lange for at føles tilfredsstillende - 110 minutter er mere end rigeligt.
Derudover byder The Bone Temple på fremragende og smukke locations, markante set pieces og visuelle øjeblikke samt præstationer, der får karaktererne til at stå klart og mindeværdigt frem. Og uden at gå i detaljer om handlingen, særligt i filmens sidste akt, vil jeg sige, at The Bone Temple ligesom 28 Years Later udstikker retningen for næste kapitel uden at strække den overordnede fortælling så langt, at det føles som starten på et nyt filmisk univers. Serien ved præcis, hvad den vil være, leverer de elementer og præmisser, som fansene forventer, og gør det gennem stramme og interessante historier, der fastholder opmærksomheden hele vejen.
Nu håber jeg bare, at Sony snart går i gang med næste kapitel i serien, for jeg kan virkelig, virkelig ikke vente på det, der kommer bagefter.
