Der er noget, jeg synes er så trist ved de to første film om McFarlanes ikoniske Spider-Man-skurk. For det er desværre sådan, at ekstremt få elementer i disse film (inklusive dem vi finder i den nye, tredje film, som havde premiere i biograferne for nylig) har noget som helst til fælles med tegneseriefiguren. Og det er tragisk. Spildt, spildt, spildt potentiale for alle os, der altid har elsket Venom i tegneserieform. Desuden er der i løbet af denne trilogi blevet taget så få narrative risici og begået så mange åbenlyse fejl med både manuskript og instruktion, at der desværre ikke er nogen formildende omstændigheder at undskylde sig med. Venom, Venom: Let There Be Carnage og Venom: The Last Dance er en dårlig trilogi af tegneseriefilm, som vi alle vil have glemt om et år eller to, og det til trods for at alle tre film forankres af en Hardy der altid underholder.
Venom: Let There Be Carnage er helt ærligt en af de værste blockbusters, jeg har set i hele mit liv. Andy Serkis' ubegavede instruktion, det akavede og formålsløst slappe manuskript kombineret med overflødige klatter af klæbrige computereffekter gjorde den til et kerneeksempel op, hvordan man ikke laver en underholdende popcornfilm baseret på en tegneseriefigur. I denne tredje film står medforfatteren til den første films manuskript bag kameraet, og tonen er en decideret anden. Eddie og Venom er på flugt, begge på flugt fra deres egne respektive problemer. Brock jages af politiet og FBI for mordet på betjent Mulligan i slutningen af den forrige film, mens Venom nu jages af hans hjemplanets hersker Knull, som er ankommet til Jorden med sin hær af slimede rummonster-håndlangere.
Livet på flugt i dette tilfælde har dog ikke betydet, at Sony har lavet en tæt, mørk og nervepirrende cool thriller krydret med lidt McFarlane-duftende meta-humor. Nej, nej, nej. Dette er en børnevenlig, dagslyspåvirket, super forudsigelig og slap roadmovie om to kammerater, der drager ud på deres sidste rejse sammen. Knull stiller placerer et strengt ultimatum på bordet, og uanset udfaldet vil de to karakterer nu blive adskilt, og det markeres med en tur i ørkenen.
Hardy er let at holde af for mig. Det har han altid været. Men det var ikke nok til at gøre Venom til en god film, og han var på ingen måde i stand til at redde Serkis' direkte katastrofale scener i efterfølgeren. Når han i denne sidste del af trilogien gør det samme igen og igen, og når »humoren« i kontrasten mellem den metodiske pressefotograf og det vanvittige rummonster siver ud af vinduet, føler jeg, at hele filmen sover, mens jeg ser den. Der er ingen kant, der tages ingen chancer, de nærmer sig aldrig en tone, der er i overensstemmelse med tegneseriefiguren, og karakterudviklingen er ikke-eksisterende. Vi er simpelthen fanget. Eddie og Venom rejser sammen med deres hippie-venner gennem et kedeligt USA for til sidst at stå ansigt til ansigt med Knull og hans håndlangere. Og det er sådan set det.
Er Venom: The Last Dance den dårligste film i denne slappe trilogi? Nej, det er den ikke. Intet kan være så forfærdeligt dårligt som Let There Be Carnage. Intet overhovedet. Er den på niveau med den utroligt middelmådige første film og derfor »okay«? Heller ikke det. Kelly Marcel har ikke modet til at gå hele vejen her; der mangler karakter, fantasi, humor og hjerte i en film, der helt naturligt burde have indeholdt Spider-Man, eller bare et eller andet andet end det vi får serveret her.