Alting er ikke som de burde være i Avedøre Stationsby. Det der engang blev bygget som en sociologisk milepæl, hvor alle kunne komme hinanden ved, er endt op som et sted hvor de der ingen steder har at være, tager hen. Det er ikke særlig attraktivt, men et godt grundlag for et dramatisk scenario. Avedøre får nu også æren af at blive rammen for Anette K. Olesens 1:1. En historie om hvor svært det er at vælge side, hvis din storebror muligvis har tævet din kærestes storebror ind i et længerevarende koma. Måske ikke en situation vi alle kender til, men ikke desto mindre noget der kunne ske for enhver. Hvis man altså har en storebror.
1:1 er også mødet mellem én palæstinensisk kultur som gør tingene på en måde, og en dansk kultur som gør tingene på en anden. Midt i det hele står Shadi og Mie. De er glade for hinanden. Shadis forældre må bare ikke vide det. De har også nok at se til. Shadis storebror er nemlig lidt af en rod. Plottet er godt spændt op, karaktererne har mange facetter, rammen er i orden. Alligevel er det som om, filmen aldrig rigtig når at gå i gang, før den er slut. Det handler ikke så meget om hvem det egentlig var der bankede stakkels Per, men mere om hvad vi mennesker går og tænker på når vi tænker. Og hvad vi egentlig taler om, når vi taler forbi hinanden. Der er egentlig ikke rigtig nogen der taler sammen i 1:1. Sådan er det åbenbart i Avedøre.
Der ligger et tykt lag af alvor bag alle scener. Det er selvfølgelig klart. Der er ikke meget at grine af i en sådan situation. De eneste der har det sjovt er faktisk Shadis onkler. Det handler om at kunne se på selv det mest forfærdelige med et glimt i øjet. Det ved de godt. Det virker bare ikke som om, de har fortalt det videre til selve filmen. Alting virker så nyttesløst, gråt og trist. Det er synd. Det påvirker karaktererne, og hvis de dog bare kunne se hinanden i øjnene, og tale rent ud af posen, så skulle det nok gå alt sammen. Det gør de ikke. Det havde selvfølgelig også været lidt trist for selve filmen. Den havde ikke været der, hvis personerne pludselig var gået i gang med at kommunikere.
En så stillestående film kræver skuespillerpræstationer udover det sædvanlige, for at holde sig oven vande. De fleste klarer det godt, de er troværdige og ægte. Desværre falder enkelte til jorden. Nogle gange forstår man det godt. En replik som "Jeg har en papirserviet i bilen", er svær at levere med følelse. Der er så mange gode tiltag i 1:1, men ambitionerne virker større end resultatet. Der er lagt op til en storstilet historie om forstadens bristede illusioner. Der serveres en lille film om kommunikationsbrist. Så fik vi da i hvert fald bristet med. Det er ganske fermt, men meget deprimerende.