Okay, stop mig, når du syntes at plottet til Zathura virker bekendt: Danny og Walter er brødre og den typiske slags, der slås, hader hinanden og begge forsøger at monopolisere deres fars tid. I en stort, gammelt træhus, som faderen lige har købt, driller de hinanden ud i det uendelige - og drillerierne bliver mere og mere ondskabsfulde. Danny ender med at blive hejst ned i kælderen via husets madelevator, og her støder han på et ældgammelt brætspil kaldet Zathura. Spillet hives med op i stuen, pudses af og så drejer Danny ellers nøglen. Men Zathura er alt andet end et harmløst brætspil, og pludselig invaderes stuen af tusindvis af små meteorer.
Sagde du stop? Ja, det gjorde jeg også, da jeg opdagede, at det her er Jumanji i rummet. Ikke at dette nødvendigvis er skidt, for jeg syntes faktisk at Jumanji var ret underholdende, men når forfatteren Chris Van Allsburg, manden bag både Polarekspressen og Jumanji, tager en af sine historier, bytter lidt rundt på karaktererne og så smider hele dynen ud i rummet, så har jeg svært ved at tage det seriøst. Zathura er en decideret kopi. Som huset svæver længere og længere ud i rummet, støder de to drenge på mere og mere ekstreme opgaver. Kampe med rumpirater, redningen af en ensom astronaut, en flugt fra en dræberrobot og nedfrysningen af deres storesøster Lisa, er bare noget af det, de skal igennem, mens det gamle træhus svæver hvileløst gennem rummet.
Der, hvor Zathura knækker nakken, er i skuespillet og historien. Hvor Van Allsburgs originale børnebog er på kun 32 - ikke særligt tætskrevne - sider og slet ikke rummer nok facetter til en film, har Jon Favreau forsøgt at smide mere kød på knoglerne, og det sker gennem de mest stereotype karakterer og situationer. Det er så tydeligt, at mange af filmens øjeblikke er fyldmateriale, der skal gøre det muligt at hive Zathura ud i spillefilmslængde. Desuden vakler skuespillet mellem rimeligt og decideret tåbeligt. Det er ikke fordi Jonah Bobo og Josh Hutcherson, ikke kan spille en rolle, det er mere fordi de roller de skal spille er så ensidige, at det bliver en pinsel at hive sig igennem. Specielt kritisk er Dax Sherpard som den strandede astronaut. Dax har stort set ingen erfaring med spillefilm, men har kun været med i enkelte episoder af diverse amerikanske serier, hvilket kan ses. Han ligger på grænsen mellem at skulle spille komisk og alvorligt - og det virker bare ikke.
Zathura er kort sagt en blandet fornøjelse. Van Allburgs fantasi fejler ikke noget og hans børnebøger har fået et hav af priser, men når hans tyndeste værk (rent sidemæssigt) forsøges pustet op til noget større, så går det galt. Har du allerede set Jumanji, så lad det blive ved det, Zathura har intet nyt at byde på.