Jeg vidste det bare, Jon Heder er en såkdalt one trick pony. Efter at have brudt i gennem med en superpræstation i nyklassikeren Napolen Dynamite, var jeg ellers en lille smule spændt på hvor mange tåde manden havde at spille på. Svaret er enkelt. Der er kun den ene. Rollen som den langsomme, nørdede og småirritable Clark, ligger nemlig så tæt op af rollen som den langsomme, nørdede og småirritable Napoleon, at det kunne være en og samme karakter. Men her ophører sammenligningen også. Selve filmen er noget helt andet. Benchwarmers er i bund og grund en rigtig lortefilm, paradoksalt nok er den samtidig bare så sindssygt sjov på den dummest tænkelige måde, at den helt klart er et kig værd.
Historien er på samme tid uhyre simpel og decideret utroværdig. Tre voksne nørder indgår i en baseballturnering mod en masse børnehold. Vinderen får sit eget stadion. Og nej, det lyder ikke ligefrem som Oscar-materiale, og det er det bestemt heller ikke. Faktisk er plottet så dumt, at man skulle fristes til at tro at det var nedfældet af retarderede aber. Alligevel formår specielt David Spade, at gøre det stupide morsomt, på den der "vi ved godt det er åndssvagt, men vi griner med jer" agtige måde. Rollen som evighedsjomfruen med pottehår klæder manden i en grad, at jeg fristes til at sige han er født til den.
Skal man finde filmen sjov, skal man have en svaghed for prutte/bæ-jokes, bræk i lange baner og folk der hele tiden får noget i hovedet. Jeg ville gerne føle mig for klog til den slags, alligevel må jeg krybe til korset og erkende, at jeg op til flere gange fik tårer i øjnene af grin. Kloge hoveder vil sikkert påstå at der findes en form for primalhumor, som mennesket har fundet sjovt siden neandertal stadiet. Det erdet gen du skal trække på, for at opleve filmen på det stadie den er skabt.
For nogle er det, at der står Rob Schneider på pakken, enten nok til at springe direkte på, eller gå i en lang bue udenom. Det er fuldt forståeligt, når manden nu engang er så irriterende som han er, men alligevel kunne The Benchwarmers være filmen, hvor manden i det mindste er tålelig. Ligesom på film er The Benchwarmers historien som på forhånd ligner en klar taber, men alligevel formår at spille sig til en lille sejr. Det er på ingen måde stor kunst, men det er satme underholdende så længe det varer!