Parker er en cool satan. Mørk, kynisk, hærdet, farlig, klog, voldelig og nådesløs - men samtidig kan han også være omsorgsfuld, ansvarlig, generøs og sjov. Når Parker som karakter portrætteres på den rigtige måde, som gør versionen fra bogen skabt af Donald E. Westlake (der skrev bøgerne under navnet "Richard Stark") ret, er han fantastisk. Det beviste Mel Gibson til fulde, da han (godt nok omdøbt til Porter i sidste øjeblik) spillede Parker helt perfekt i Brian Helgelands vidunderlige Payback. Sådan skal Parker være, tænke og resonere. Hans kyniske prosa, skarpe tunge og ofte foruroligende rolige væsen blandes med en forkærlighed for vold. Voldsomt, hårdtslående, nonchalant overdreven vold - i store mængder. At Helgeland/Gibson kun fik lavet én Parker-film og aldrig fulgte op, er i mine øjne en sorg. Bøgerne rummer så meget godt materiale, og de kunne uden tvivl have spundet videre på den noir-drænede kamp mod The Outfit og alt andet skidt, Parker beskæftiger sig med.
Play Dirty er ikke baseret på en specifik Parker-bog, men sammensætter udvalgte elementer fra fire af dem, ifølge manusforfatter og instruktør Shane Black. Black slog igennem som manusforfatter bag blandt andet Lethal Weapon, Last Boy Scout, Predator og senere også Kiss Kiss Bang Bang og The Nice Guys. På papiret var han altså den helt rigtige til at gøre Parker retfærdighed. Den oprindelige idé var, at Play Dirty skulle have haft en rapkæftet Robert Downey Jr. i hovedrollen, og at manuskriptet skulle være gjort mørkere og mere kynisk til en biografpremiere - men sådan gik det ikke. I stedet fandt Shanes version af Parker vej til Amazon Prime, og gennem deres flerfilmsaftale med Mark Wahlberg gled Boogie Nights / Max Payne-skuespilleren ind i hovedrollen - noget der aldrig burde være sket.
For Marky Mark mangler alt, hvad der hedder karisma på det store lærred - og det har han altid gjort. Ligesom i Max Payne, Me Time, Spenser Confidential, The Union, Father Stu eller Family Plan spiller han den samme rolle hver gang: sig selv. Og han gør det uden et gran af tilstedeværelse eller stjernestatus, hvilket ofte får hans store film til at fremstå flade, livløse og blottet for charme. Sådan er det også her. Wahlbergs udgave af Parker er identisk med hans øvrige uinspirerede præstationer, og karakterens kyniske attitude og tavse, men hårdkogte personlighed er gået tabt.
Historien er tilmed en meget ordinær heist-fortælling. Skurkene snyder hinanden efter et stort bankrøveri, men forsones på nåde og beslutter at samarbejde om ét sidste, stort kup. Vi har set det i Red Notice. Vi har set det i Kevin Harts Lift. Vi har set det i utallige andre film - og nu ser vi det igen i Play Dirty, som blot føjer sig til rækken af flade, dumme, uoriginale, sjælløse streaming-premierer, som ingen har brug for. Shane Black har ganske vist krydret manuskriptet med sin patenterede rappe dialog og en del sort humor, men eftersom Wahlberg ikke kan levere den, falder de fleste scener til jorden. Og det hjælper heller ikke, at actionscenerne ofte føles kunstige, da de er overplastret med AI/CG og halvvejs begynder at ligne mellemsekvenser fra Uncharted 3. Der findes ganske vist værre effekter i filmverdenen, men det ændrer ikke på, at actiondelen i Play Dirty ligner ren fantasi fra start til slut.
Parker som karakter fortjener så meget bedre end dette, og sjældent har man set mere potentiale og talent blive spildt. Selv hvis man ser bort fra "Mr. Nul-Karisma" i hovedrollen, som jeg sjældent har syntes fungerede som "leading man", er der masser af talent involveret: Shane Black er stadig på mange måder genial, komponist Alan Silvestri leverer, fotograf Philippe Rousselot er stærk, og produktionsdesigner Owen Paterson er rutineret. Men intet af det tæller, når slutresultatet er den samme grimme, tv-agtige grød som så mange andre udvandede streamingfilm.