Five Nights at Freddy's 2 har én klar fordel: Den første film var så dårlig, så kedelig og så fyldt med spildt potentiale, at en efterfølger næsten ikke kunne være værre - især når alt det tørre, kedelige baggrundsstof om de spøgelsesbørn, der gemmer sig i animatroniske dyr, nu er overstået (en af de dårligst fortalte mysterier, der nogensinde er lavet på film). Og på den front leverer den. Så vi kan starte denne Five Nights at Freddy's 2-filmanmeldelse positivt: Efterfølgeren er lidt bedre, mere underholdende og byder helt sikkert på mange flere robotter og jumpscares. Kombinationen af rigtige animatronics og digitale effekter imponerer stadig, selvom farverne er udvaskede - men samlet set føles filmen lige så livløs som Freddy Fazbear, Chica og resten af slænget.
FNAF 2 foregår et stykke tid efter begivenhederne i den første film, hvilket også forklarer, at tiårige Piper Rubio nu er blevet ældre. Hun savner sine "venner", som - hvis du ikke kan huske filmen fra 2023 - var ånderne fra børn, der i 1980'erne blev kidnappet og dræbt og derefter gemt inde i de mekaniske bamser (filmen foregår i starten af 00'erne).
Hendes storebror, spillet af Josh Hutcherson, lider heldigvis ikke længere under de samme gentagne mareridt om sin forsvundne lillebror - noget der næsten ikke nævnes i denne film - så truslen kommer denne gang et andet sted fra: et gammelt Freddy's-pizzeria, hvor endnu et mord fandt sted, igen med forbindelse til Vanessa (Elizabeth Lail), datteren til Matthew Lillards karakter fra den første film. Han stod bag en række grusomheder i restauranten, men hvad der egentlig skete, hvad hans motivationer var, og hvilke konsekvenser det fik for ham og hans familie, forbliver stort set uafklaret i begge film, trods en lovende flashback-åbningsscene.
Det største problem ved disse film er, at de bliver ved med at forveksle mystik med forvirring: De overforklarer plottet, hvad hver eneste karakter laver på hvert eneste tidspunkt, og reglerne i "spillet" (som hvordan animatronikkerne bevæger sig, hvordan man slås med dem, og der er endnu flere Easter Eggs til fans), men de mest spændende dele af mytologien - eller hvad der egentlig skete med Lillards karakter (der kun har en cameo her) - berøres næsten ikke. Det var ekstremt frustrerende i den første film og bliver ved med at trække efterfølgeren ned, selvom der her er små forbedringer, fordi fokus ligger et andet sted.
For eksempel bygger Five Nights at Freddy's 2 op til, at der eksisterer en meget aktiv fan-kult omkring skabningerne fra Freddy's-restauranterne (inklusive en fuldstændig spildt 'Fazfest' med hundredvis af folk udklædt som figurerne) samt en konspirationsteori om børnedrabene og forsvindingerne i 80'erne. Men filmen fortæller dig kun det, manuskriptforfatteren ønsker gennem Vanessas ord, hvilket resulterer i masser af løse tråde, der forvirrer seeren. Manuskriptforfatteren er i øvrigt Scott Cawthon, skaberen af spillet, hvis eneste øvrige filmiske erfaring er en række kristne kortfilm om Bibelen.
Man får følelsen af, at filmen konstant overforklarer alt det uinteressante og samtidig gemmer de bedste dele af universet væk, hvilket gør det enormt frustrerende for alle udenforstående (dem der ikke kender spillene) at finde hoved og hale i, hvad der foregår - for at kunne begynde at nyde den ellers ret fede grundidé med børnevenlige killer-robotter.
Desværre - som i den første film - får du heller ikke lov til at nyde det som et blodigt horror-trip, fordi al vold er kraftigt nedtonet, og kameraet klipper væk før enhver brutal scene. Med andre ord: Hvis du ikke er fan af spillene, ikke er på jagt efter Easter eggs, og bare gerne vil have en Blumhouse-agtig blodfest, så er der intet at hente her. Mckenna Grace og Wayne Knight (!) er to større navne, men forvent ikke for meget af dem.
Ud over fan-servicen er den eneste måde, man rigtigt kan nyde disse film på, hvis man ser dem som introduktioner til horror-genren for 12-årige. Horrorscenerne er forudsigelige, skabelonagtige og bygger udelukkende på jumpscares. Men trods alt har toeren langt flere af dem end etteren, så den er lidt mere tilfredsstillende at se, med flere seje robotøjeblikke, også udenfor restauranten, og færre mærkelige drømmesekvenser med børn i skoven.
Alligevel er der lang vej, før disse film bliver interessante for folk, der ikke allerede er indforstået med videospilsserien. Mere vold ville uden tvivl gøre dem sjovere, men Blumhouse vil holde det familievenligt - og det er svært at bebrejde dem, når man tænker på spillenes popularitet. Ikke en god film, men heller ikke så dårlig som den første, så hvis de fortsætter udviklingen... ja, så kan treeren måske blive udmærket.
