I en stadig mere højlydt og hektisk verden er det befriende behageligt med fortællinger, der faktisk tør tage tingene lidt langsommere. At være afdæmpet og menneskelig, springe det skrigende og svulstige over og i stedet fokusere på hverdagens små detaljer. Det er præcis det, Rental Family gør. Det er en stille, varm og overraskende præcis lille fortælling om ensomhed og den evige længsel efter tilhørsforhold, også selv om det kun er på skrømt.
I centrum står Philip (spillet af Brendan Fraser), en amerikansk skuespiller, der er endt i Tokyo, efter at karrieren langsomt, men sikkert er løbet ud i sandet. Han er ikke bitter, snarere opgivende, og har accepteret situationen for, hvad den er. Livet bliver trods alt sjældent helt, som man havde forestillet sig. Men da han snubler over et mildest talt besynderligt job - at arbejde for et firma, der udlejer mennesker som familiemedlemmer og venner - åbner der sig en verden, der er lige dele absurd og følelsesmæssigt ladet. Philip bliver pludselig far, søn eller nær ven - på bestilling.
Set fra et vestligt perspektiv kan konceptet virke mærkeligt, og det havde uden tvivl været nemt at vride det hele i retning af en skæv komedie eller en kynisk satire. Men Rental Family og instruktøren Hikari vælger en helt anden vej. Her behandles emnet med respekt og værdighed, og man lader scenerne folde sig ud - tage den tid, de behøver. Hvert møde mellem Philip og hans kunder bliver en lille fortælling i sig selv, ofte bygget op omkring tilsyneladende helt hverdagslige situationer. En gåtur i parken, et skolemøde, en samtale på en restaurant, og det er netop her, filmen for alvor finder sit hjerte.
Brendan Fraser er, uden overdrivelse, fuldstændig fremragende i rollen, og efter sin mere end fortjente comeback de seneste år fortsætter han med at bevise, hvilken mesterlig skuespiller han er - og hvorfor han er så utrolig let at holde af. Hans fortolkning af Philip er perfekt afbalanceret - lige dele kejtet og forsigtig, næsten usynlig for omverdenen - men samtidig oprigtigt empatisk. Det er kontrolleret og nænsomt, fri for store udbrud, og man mærker tydeligt, hvordan han langsomt indser sin egen betydning, og at selv om relationerne er på låtsas, så er de følelsesmæssige bånd det ikke.
En af filmens mest rørende relationer er den mellem Philip og den unge pige Mia, som han hyres til at spille far for. Deres samspil er afdæmpet, men enormt effektivt. Det bliver aldrig overdrevent sentimentalt eller tårepersende, men fokuserer i stedet på den stille sorg, der hviler over hende og hele situationen. Savnet og den forsigtige glæde, som Philip formår at bringe ind. For selv om Rental Family i sin grundform måske er ganske enkel, så er de spørgsmål, filmen rejser, det bestemt ikke.
I modsætning til mange andre film, hvor Tokyo og Japan kunne have fungeret som en smart kulisse, bliver byen her snarere et sted fyldt med kontraster - ensomhed midt i det enorme mylder, stilhed trods al larmen. Filmen prædiker aldrig eller peger med løftet pegefinger, men lader de uundgåelige kulturkollisioner opstå naturligt. Den hjælper os med at forstå, hvordan sociale normer, pligtfølelse og behovet for harmoni ofte gemmer sig bag en facade af høflighed, og hvordan nærhed er blevet et produkt, der kan sælges. Rental Family-firmaet fremstår derfor ikke som noget grotesk, men næsten som en logisk konsekvens af samfundets udvikling.
Rental Family giver ingen nemme svar, og dens etiske og eksistentielle undertoner er både interessante og tankevækkende. Er de falske relationer i virkeligheden en hjælp eller en skade? Filmen dømmer ikke, men lader os som seere observere og tage den særlige blanding af ubehag og varme ind. For selv om en relation er på låtsas, kan det aftryk, den efterlader, være ægte og oprigtigt, og filmen minder os om, at menneskelig kontakt - uanset hvordan den opstår - altid har en værdi. Det er en varm, eftertænksom og til tider smerteligt præcis fortælling, der fortjener din tid og bør opleves i ro og mag, gerne med et åbent sind.