Som ivrig litteraturentusiast blev jeg ovenud lykkelig, da jeg hørte, at en filmatisering af Stormfulde Højder (Wuthering Heights) var undervejs... indtil jeg fandt ud af, at den var instrueret af Emerald Fennell. Efter Saltburn vidste jeg ikke, hvor mange flere forfærdelige nordengelske accenter, tåkrummende dialoger og overdrevne chok-montager, jeg kunne holde til. Desværre leverede Wuthering Heights på alle ovenstående punkter, omend på en mere visuelt behagelig måde end sin forgænger.
Historien udspiller sig på de tågede heder i Yorkshire og følger Earnshaw-familien og ankomsten af Heathcliff, en dreng fra Liverpool der nærmest ankommer for at blive holdt som et slags "kæledyr" i familien. Kaos opstår, da Heathcliff (Jacob Elordi) forelsker sig i den velhavende datter Catherine Earnshaw (Margot Robbie).
Én ting, som Fennell altid rammer plet med, er æstetikken og den overordnede farvepalette i hendes film, og Wuthering Heights var ingen undtagelse. Det var lækkert, en fryd for øjet, og jeg var tryllebundet. Især én scene, hvor Cathy finder sin berusede far, Mr. Earnshaw (Martin Clunes), død som følge af sin alkoholisme, omgivet af mængder af enorme grønne flasker stablet højt, var særligt velproduceret. Filmens stiliserede åbning og de smukke rulletekster, parret med Charli XCX og John Cales "spoken word"-segmenter fra nummeret House, satte tonen for filmen; erotisk, spændende og dramatisk.
Desværre var det de eneste positive ting, jeg tog med mig fra Wuthering Heights. Castingen var meget uheldig, og at se Elordi desperat forsøge sig med en Yorkshire-accent, mens han brægede ordene "Cath! Cath!", trak mig øjeblikkeligt ud af scenerne. Selve soundtracket føltes særligt malplaceret og fremkaldte en følelse, der mindede om at se en time lang Charli XCX-musikvideo. Plottet afveg voldsomt fra den oprindelige historie - faktisk så meget, at jeg slet ikke troede på, at det var Stormfulde Højder, jeg så.
Spørgsmålene om race og vold var udeladt, og scener med vold i hjemmet var erstattet af frækt BDSM-agtigt "puppy play" mellem Heathcliff og Isabella (Alison Oliver). Klasseforskelle og den familiære voldscyklus var erstattet af fingre i fiskegelé, æggeblommer der blev kørt forførende rundt imellem fingrene og græs, der blev proppet i munden. Med andre ord; det her er en fordummende, masse-konsum udgave af en legendarisk roman, der bibeholder alt det sexede, men bytter alt det tankevækkende væk i et desperat forsøg på at appellere så bredt som muligt.
Alt i alt ramte Fennell helt ved siden af med Wuthering Heights, og det blev tydeliggjort i de "press junkets" og interviews, hvor hun forklarer, at hun ikke kunne filmatisere en bog så "kompleks og tæt" som Stormfulde Højder. Mit spørgsmål er: Hvorfor overhovedet gøre det så? Jeg tror, vi alle ved hvorfor.
