Kan du huske 90'erne, hvor man gik ned i videobutikken og fandt film, man aldrig havde hørt om? Ofte var coveret mere tiltalende end indholdet, og indimellem fik man noget med hjem, der hurtigt viste sig at være en tvivlsom investering af både tid og lejepenge. For mit vedkommende er et klassisk eksempel Dolph Lundgrens The Last Patrol, som desværre fandt vej til familiens VHS-afspiller. I dag får vi filmene "direkte til streaming" i stedet for "direkte på video", men følelsen er den samme. The Wrecking Crew på Amazon Prime er præcis den type film: Det er, hvad du får, hvis du blander L.A. Cop og Dødbringende våben, men med et lidt svagere ensemble og uden den samme selvsikkerhed i udførelsen.
Hale-brødrene er drevet fra hinanden og har et næsten ikke-eksisterende forhold. Da deres far dør under mystiske omstændigheder, tvinges de til at mødes igen på Hawaii. Det står hurtigt klart, at de må arbejde sammen trods gamle konflikter og uoverensstemmelser, da det er tydeligt, at faderens død ikke var en ulykke. Setup'et er velkendt, og filmen gør ingen store forsøg på at overraske, men læner sig trygt op ad velkendte "buddy-cop"-troper.
James Hale, spillet af Dave Bautista, er kommandør i den amerikanske eliteenhed Navy Seals og ekstremt ordentlig. Jonny Hale, spillet af Jason Momoa, er den diametrale modsætning: en rodløs, suspenderet politibetjent, der ovenikøbet er blevet forladt af sin store kærlighed. Dynamikken skal angiveligt drives af deres totale mangel på evne til at samarbejde, men også af erkendelsen af, at de er de eneste, der forstår, at nogen vil skade familien. Problemet er, at konflikterne føles mere skematiske end ægte.

Historien er ligetil og forudsigelig, ofte i en grad så man kan gætte den næste replik, før den bliver leveret. Bautista og Momoa leverer kompetente præstationer og ser ud til at nyde deres roller indimellem, men kemien mellem dem er der ikke helt. Det minder mere om to stjerner, der deler skærmen, end en dynamisk duo, der løfter hinanden. I birollerne ser vi blandt andre Temuera Morrison og den danske skuespiller Claes Bang. Morrison virker mest af alt interesseret i at overstå sine scener, mens Bang i det mindste ser ud til at have det sjovt i sin skurkerolle og bringer noget tiltrængt energi, hver gang han dukker op.
Instruktøren Angel Manuel Soto, der tidligere har lavet Blue Beetle og La Granja, gør, hvad han kan med Jonathan Troppers manuskript. Det føles dog som om, det snarere er Matt Flannerys filmfotografering og Bautista og Momoas rene stjernestatus, der får filmen til overhovedet at lette. The Wrecking Crew er pænt indpakket, indimellem småsjov og aldrig direkte smertefuld - men den er heller aldrig synderligt mindeværdig. Alt i alt er indtrykket mest af alt "meh", og når rulleteksterne kører, føles det som endnu en streamingtitel, der hurtigt vil blive glemt.