Hvis du har misset det, så har Netflix for vane at levere en meget bestemt type film, når det er dem selv der står for produktionen. Det er ikke fordi der ikke er undtagelser, der er masser af dem. Men der er nok eksempler på, hvad der efterhånden kan betragtes som en rigtig "Netflix-film", og de særpræg, de karaktertræk, er ikke altid lige positive, desværre.
Om det er Jennifer Lopez' Atlas, Chris Hemsworths Extraction-film eller den tåkrummende Red Notice - der er en grund til at presse som regel for adgang til serier lang tid i forvejen, og at filmene bare tilføjes under radaren.
Apex er ikke nær så slem, og kan, måske ligesom Extraction, sagtens nydes for de få greb den faktisk mestrer til fulde, samtidig med at man på lettere afslappet vis kan tilgive den for de løse ender, der bliver ved med at give sig til kende.
Charlize Theron spiller sin mest fysisk krævende rolle til dato som klatreren Sasha, der, af forskellige personlige årsager, ønsker at overvinde en særlig rute i Wandarra National Park (som er fiktionel), men placeres midt i Taron Egerton Bens manipulerende og farlige spil. Han giver hende et kort øjeblik til at flygte, og så jager han hende, som han har jagtet andre før, som den "apex" han er.
Hvad der følger er en ret typisk omgang katten efter musen i vildnisset, og selvom du måske ikke sådan direkte har set denne specifikke opsætning før, så spiller Apex efter alle kunstens regler, men typiske adrenalinpumpende sekvenser, hvor kameraet febrilsk hopper imellem dem, og etablerer et hurtigt, konsekvent tempo med hårdtslående, tæt orkestreret musik fra komponist Högni Egilsson. Der er stort set ikke et eneste frame, som du ikke kan spore fra et andet sted, men der er da også en fidus i "if it ain't broke..."
Det gode er, at Theron og Egerton leverer helt tilforladelige præstationer her, hvor særligt Egertons maniske, over-the-top profil her lader til at passe skuespilleren godt. Han er om ikke andet dedikeret, og giver sin karakter et dyrisk præg, som er underholdende at se på, det er det bare.
Men det er også forudsigeligt, ingen tvivl om det. Som Therons karakter får greb om "legen", og langsomt vender omstændighederne til egen fordel, og de to begynder at anerkende hinandens indædte overlevelsesevner, så begynder du at kunne lugte hvordan den næste scene vil udspille sig - lidt ligesom at spille skak mod et barn.
Men det betyder ikke at det du ikke kan lade dig underholde, at du ikke kan lade dig rive med, og Apex har heldigvis tilpas mange øjeblikke, hvor man uden videre dikkedarer kan lade sig overgivet til spektaklet, også selvom det i sidste ende er ret tomme kalorier, uden noget synderligt spændende at sige, eller vise os.