Jeg vil gerne starte med at erklære min kærlighed til fribryderen og wrestleren Hulk Hogan. Lige siden jeg så ham wrestle i 80'erne, har han - sammen med Optimus Prime - været en form for ledestjerne her i livet og grundlaget for en livslang interesse for pro-wrestling. Og jeg er stolt over faktisk at have mødt ham og talt med ham, hvilket jeg betragter som et af højdepunkterne i mit liv. Døm derfor min overraskelse og begejstring, da Netflix med ret kort varsel meddelte, at de udgiver en dokumentar dedikeret til manden, myten og legenden.
Hulk Hogan: Real American er en miniserie i fire dele fordelt på ret præcis fire timer, med en ret stor spredning i tid mellem afsnittene, og man kan antage, at produktionen er gået ret hurtigt for at smede, mens jernet er varmt, efter han tragisk døde 71 år gammel for snart et år siden. Netflix er naturligvis det perfekte firma til at lave en dokumentar som denne i betragtning af deres erfaring med netop popkulturelle dokumentarer, men de har jo som bekendt også et samarbejde med WWE.
"Train. Say your prayers. Eat your vitamins."
Forventningerne var derfor helt i top, da serien gik i gang, hvor hver episode repræsenterer en æra i Hogans liv. Noget, der slår mig allerede tidligt, er, at Hulk Hogan: Real American hovedsageligt virker produceret for at hylde tidernes overlegent mest kendte wrestler fremfor at byde på et upartisk portræt af ham. Dermed ikke sagt, at kontroverser ikke bliver taget op, og desuden gør Hogan selv meget for at nuancere billedet blot ved at være sig selv. Han blev ofte anklaget for ikke længere at være Terry Bollea, personen han blev født som, men endte i et tankesæt, som om han faktisk var superhelten Hulk Hogan - hvilket også er årsagen til, at jeg vil fortsætte med at kalde ham Hogan i stedet for Bollea i denne anmeldelse.
Dette skinner igennem allerede tidligt, og ved flere lejligheder udtaler han sig så grandiost, at det direkte bliver ubehageligt, og det skaber de kontraster og nuancer, som en dokumentar har så brug for. Med det sagt får vi stadig lov til at komme med på en rejse, hvor Netflix virkelig har gravet i arkiverne og lader os genopleve, hvordan WWE (som dengang hed WWF, før Verdensnaturfonden tvang dem til at skifte navn - men det er en anden historie) fik sin storhedstid, ikke kun gennem aggressive træk fra Vince McMahon, men også den enorme popularitet, som Hogan bød på.
Hogan får dermed, formentlig meget korrekt, en stor del af æren for, at wrestling i dag er et verdensomspændende fænomen, der lokker millioner af fans til arenaerne og omsætter for mange milliarder. For mig, der har fulgt Hogans rejse næsten hele vejen, er der meget, der føles velkendt, men der er flere klip, jeg ikke har set før, og Netflix skal have ros for alle de fremtrædende fribrydere, de har formået at samle for at lade sig interviewe om Hogan.
"Whatcha gonna do, when Hulkamania runs wild on you!"
Enstemmigt hylder de hans indsats for wrestlingen, men rigtig mange af dem benytter også lejligheden til at komplicere billedet af en ret problematisk herre bag kulisserne, når kameraerne er slukket. Allerbedst er Bret "The Hitman" Hart, som på sin sædvanlige bramfrie facon piller æren af Hogan ved at kalde ham et "backstabbing, knife-wielding piece of shit" og henviser her blandt andet til hændelserne under WrestleMania IX, hvor Hogan aktivt modarbejdede Harts karriere.
Overhovedet er dokumentaren fuld af øjeblikke, hvor Hogans mindre charmerende personlighed skinner igennem, og han er overraskende sjældent villig til at tage ansvar for noget, han har gjort. Der er altid undskyldninger ved hånden, og hvis der er noget galt, er han snarere blevet svigtet af folk end det modsatte. Indimellem bliver det næsten komisk, når Netflix nærmest back-to-back viser en ussel adfærd fra Hogan, bare for senere at se ham være ophidset over at være blevet behandlet på samme måde. For mig føles det åbenlyst, at Hogan virkelig tror, han var den supergode kerneamerikaner, der opfordrede yngre Hulkamaniacs til at "Train. Say your prayers. Eat your vitamins.". Han kunne dermed ikke gøre noget forkert, og det skinner igennem i hans personlighed.
En person, der har været vigtigere end nogen anden for Hogans karriere, er den ovennævnte Vince McMahon, som i øvrigt har sin egen meget seværdige Netflix-dokumentar. Han er dog blevet grundigt "cancelled" efter et par alvorlige fejltrin gennem årene, og man kan antage, at det er årsagen til, at han ikke er med i Hulk Hogan: Real American udover i nogle enkelte citater. At høre hans synspunkter om Hogan - hvilket blandt andet inkluderer enorme slagsmål i retssale - ville have løftet denne dokumentar mindst et niveau, men sådan bliver det altså ikke.
En anden ting, der trækker helheden ned, er, at Hogan selv gerne vil have lov til at være Hulk Hogan, og han har ingen svagheder. Når det bliver følsomt eller personligt, afbryder han simpelthen for ikke engang i et enkelt sekund at skulle vise sig svag. Det gør, at vi aldrig rigtig kommer tæt på mennesket, selvom han sidder der og får spørgsmålene.
"I'm the man that made wrestling famous."
Samlet set kan man se på Hulk Hogan: Real American fra to forskellige sider. Den ene er som en ret svag og fej dokumentar, der undgår hovedpersonens mere besværlige sider, og dem er der mange af. Fra en tilsyneladende ofte tvivlsom personlighed til at kaste venner og kolleger under bussen, anklager om racisme samt at han havde sex med sin datters veninde. Det hele bliver bare til små bisætninger, som jeg gerne ville have set mere af, og som dokumentar duer det ikke.
Hvis vi i stedet betragter Hulk Hogan: Real American som en hyldesttale over en legendarisk wrestler, der blev et popkulturelt fænomen verden over, og som inspirerede masser af unge (inklusive mig selv) til at forsøge at være søde og leve sundt - så er det en fænomenal miniserie. Der bydes på masser af guf for øjnene fra arkiverne, de mest ikoniske øjeblikke wrestlingverdenen har at byde på, og interviews fra så mange store navne, at jeg til tider næsten mærkede øjnene blive fugtige af kærlighed.
Hvordan du selv vil have det, afhænger sandsynligvis af, hvordan du ser på Hulk Hogan. Betragter du ham som en meget problematisk herre og er uinteresseret i wrestling, så er det ren propaganda og en svag dokumentar. Hvis du derimod kan lide fribryderen Hulk Hogan, så venter der fire timers vidunderlig wrestling-nostalgi.
