Du har uden tvivl hørt om Obsession på nuværende tidspunkt. Du har højst sandsynligt også set den. Mund-til-mund-effekten på denne film har været fuldstændig ulig noget andet, vi har set i årevis, og den har forvandlet det, som det moderne Hollywood ville kalde et absolut minimumsbudget på $750.000, til et globalt hit på over $220 millioner. Det er ikke noget, der sker hver dag, men er publikums besættelse af Obsession baseret på en ægte kærlighed til filmen, eller handler det bare om at se den her "skøre kæreste"-film, man har set overalt på Twitter? Det er heldigvis det første, selvom der stadig er masser af mennesker på nettet, som ser filmen og tror, at det er Nikki, man skal være bange for - på trods af at hun i virkeligheden blev spærret inde i sin egen krop af en fyr, der var for Fej til at spørge hende ud.
Præmissen for Obsession tager os med til en lille by, hvor Bear (Michael Johnston) står på tærsklen til at fortælle sit store crush, Nikki (Inde Navarette), hvad han føler for hende, for så i sidste sekund at trække i land. Efter et besøg i en særpræget butik, der sælger "One-Wish Willows" - en genstand, der kan opfylde et ønske, hvis man knækker den - ønsker Bear, at Nikki ville elske ham højere end nogen anden i hele verden. Ønsket virker, og hvad der følger herfra, er en time og niogfyrre minutters terror, skabt af en person, der er så forblindet af ideen om et andet menneske, at han ikke kunne bære at se, om den virkelige udgave overhovedet ville have brudt sig om ham.
Inde Navarette er spillets absolutte nøgle. Hendes præstation som både den "ønskede" version af Nikki og den virkelige Nikki er intet mindre heroisk. Måden hun udtrykker følelser på, hendes kropssprog og de bittesmå nuancer i hendes stemme er fænomenale. Vi kan rose manuskriptet og instruktionen lige så tosset, vi vil, men uden Navarette falder hele filmen fuldstændig fra hinanden. Hun er simpelthen så god, og selvom hendes ansigtsudtryk har floreret overalt på internettet, siden filmen fik premiere, bliver man nødt til at se hele filmen for at indse, hvor imponerende hun reelt er. Nikki er lige så rædselsvækkende, som hun er sympatisk, og hun er præcis den type gyserkarakter, vi kommer til at tale om i mange år fremover. Jeg har set en del snak om, at Navarette er blevet den nye store "scream queen" på baggrund af denne rolle, men jeg håber personligt, at hun får mulighed for at udforske meget mere end blot gysergenren, for det er tydeligt, at hun har potentialet til at definere hvad som helst, hun medvirker i, hvis hun får skærmtid nok.
Du har sandsynligvis allerede hørt masser af ros til Navarette, men jeg synes også, det er værd at fremhæve Johnston i rollen som Bear. Barker fortjener ligeledes stor ros her for filmens evne til at sikre, at vi reelt afskyr vores "protagonist" og gennemskuer, hvilken type mand han er, lige fra første minut. Bear er den klassiske "Nice Guy" - en mand, der ikke har meget andet at byde på end tanken om, at han ville være den absolut bedste kæreste i verden for en pige, der behandler ham ordentligt. Det giftige mindset, som dette producerer, og måden hvorpå han klamrer sig selv og sit eget værd til sit glansbillede af Nikki, er glimrende formidlet af Johnston. Allerede inden ønsket overhovedet bliver udtalt, og før vi møder Nikki for første gang, bliver vi smerteligt bevidste om, hvor Bears prioriteter ligger. Da hans kat dør i løbet af filmens første minutter, ser man ham ligge og græde på sin seng. Ikke over katten, men over at Nikki ikke bare er vild med ham. Hans higen er genkendelig, men hans handlinger og tankegang er patetiske. Bear lever i en verden, hvor han vil have alt serveret på et sølvfad uden selv at yde en reel indsats. Hans venner opfordrer ham til at flirte med Nikki, hvilket han blot afviser som åndssvagt. Han er en drømmer, der har støbt sine egne fødder fast til gulvet med cement. Det er et rent under, at hans anden ven, Sarah (Megan Lawless), overhovedet kan lide ham.
Sammenlignet med den anden virale gyserfilm i øjeblikket, Backrooms, er Obsession ikke nær så dygtig til at opbygge et konstant, jævnt niveau af terror igennem hele spilletiden. Hvor Backrooms kan være skræmmende selv under det kunstige skær fra kontorbelysning, har Obsession brug for mørket for at få dig til at hoppe i sædet - men den udnytter det til gengæld også til fulde. Manglen på lys omkring Nikki, da hun første gang transformeres, og måden hvorpå der er et lille glimt i hendes kulsorte øjenhuler, som om noget andet forsøger at slippe ud, udnyttes maksimalt til at lade dig svæve i uvished om, hvad det egentlig er, vi har med at gøre her. Det kunne være et spøgelse eller en dæmon, men i virkeligheden er det bare den version af Nikki, som Bear påstod, han ønskede sig, mens den originale udgave er spærret inde dybt nede. Det er et rædselsvækkende koncept at deale med, og det gøres kun endnu værre af Bears totale modvilje mod at påtage sig ansvaret for det helvede, han har skabt for en person, han påstod at elske.
Obsession er en mørk og dyster fortælling om moderne kærlighed. Det kan være underholdende at grine af nogle af de ting, den besatte Nikki gør, og pege på sin kæreste og sige "det er lige dig", men Barker har aldrig haft til hensigt, at slutresultatet skulle føles som en stor jævn joke. Han stoler på, at du som tilskuer er fuldstændig klar over, at Bear på ingen måde er offeret i denne historie. Han lever i det helvede, han selv har skabt - et helvede, som han har tvunget Nikki til at dele med ham som en magtesløs tilskuer i sin egen krop. Det er et utroligt dystert koncept at dykke ned i, og det er en film, der med garanti vil efterlade et varigt indtryk, som måske lige får dig til at tænke dig om en ekstra gang, næste gang du åbner en dating-app.
