We Bury the Dead er en ret usædvanlig dystopi, der i brede kredse er fløjet en kende under radaren. Men ved du hvad? Den fortjener faktisk en del opmærksomhed. Hvorfor? Det skal jeg nok fortælle dig, men lad os starte med plottet:
Efter en militær katastrofe, der efterlader Tasmanien overstrøet med delvist genopståede lig, forlader en frivillig kvinde sin mission for at lede efter sin forsvundne mand. Hun dropper det officielle arbejde med at indsamle og begrave de døde og rejser i stedet mod syd gennem isolerede samfund. Eftersøgningen af hendes mand viser sig at være langt mere farlig og kompliceret, end hun havde forestillet sig, men Ava finder heldigvis en ledsager i den medfrivillige Clay.
We Bury the Dead er skrevet og instrueret af Zak Hilditch, som tidligere har bragt os Stephen King-filmatiseringen 1922 med Thomas Jane og Molly Parker i hovedrollerne. Rollelisten tæller her Daisy Ridley (Star Wars, The Marsh King's Daughter), Brenton Thwaites (Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge) og Mark Coles Smith (fra hajgyseren Beast of War). Skuespillet er solidt og kommer hverken til at vinde Oscars eller Razzies.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Der var en tid, hvor jeg elskede dystopier, både i form af zombie-splatterfilm og mere hjerne-cerebrale visioner (tilsigtet ordspil). Genren er efterhånden blevet en smule overmættet, og alt for ofte ser vi generiske film, der ikke gør noget for at skille sig ud. Og så sker det jo også, at man efter sytten års ventetid får endnu en efterfølger til sin personlige favorit, 28 Days Later, som viser sig at være alt andet end god. Jeg kunne skrive en halv roman om alt det, der ikke fungerede i 28 Years Later, men lad os bare holde det til en kort bemærkning her. Bone Temple var en tand bedre, men heller ikke ligefrem god. Nok om det. Tilbage til We Bury the Dead.
Jeg var en smule skeptisk, da jeg så den lave rating på IMDb, ferie- og anmelderfejl til trods, men jeg tænkte, at der var nok i historien, traileren og stillbillederne til at antyde, at der kunne være noget værd at bruge tid på. Og ved du hvad? Jeg er virkelig glad for, at jeg gav den en chance, for denne film fangede mig for alvor. Den har ikke et svimlende stort budget, men den bruger sine penge utrolig godt. Åbningen er effektiv og stilfuld og sætter stemningen rigtig flot. De usædvanlige elementer introduceres allerede her. Det skal siges: Det er en slags zombie-film, men ikke af den blodstænkede slags. Der er bestemt vold, men det er ikke filmens fokus. Til gengæld byder den på et par øjeblikke med behagelige gys. Der er noget dybdegående ubehageligt over de genopståede døde, i hvert fald de første par gange vi ser dem. Jeg synes, de opnår utrolig meget her med små, enkle midler, og scenen, hvor de frivillige går fra hus til hus for at indsamle de døde, er både gribende og hjerteskærende.
Der er et par hæsblæsende scener undervejs, men jeg kan også rigtig godt lide, at der er en smuk, dyster atmosfære over filmen. Jeg vil egentlig ikke afsløre ret meget mere om plottet, men er det en film, der fortjener topkarakter? Nej, det er det ikke. Der er et par scener, særligt et subplot involverende Mark Coles Smiths karakter, som til tider føles en smule malplaceret og enten burde have været gentænkt eller klippet helt ud. Det resulterer i et lidt for brat skift i fokus og leverer ikke det ubehag, jeg tror, det var meningen, det skulle. Havde de omarbejdet det og et par andre gnidningselementer, samt tilført en smule mere tempo og endnu mere ubehag, kunne dette være blevet en ægte underdog-favorit hos mig. I stedet er det en ganske stilfuld, kompetent og interessant dystopi, der for det meste fungerer, og som jeg - endnu en gang - synes fortjener et bredere publikum. Lad ikke middelmådige ratings og anmeldelser stå i vejen - giv den tasmanske apokalypse i We Bury the Dead en chance!