Jeg har et kompliceret forhold til Superman. Lad os starte dér. Det handler ikke så meget om det faktum, at manden vælger at bære sine underhylere uden på tøjet, hvilket er omtrent lige så kosher som at have strømper i sandalerne. Det handler heller ikke om, at han bare behøver at tage briller på for at narre sin omverden. Nej. Det handler om det rent ud sagt superkedelige i at følge en superhelt, der kan flyve, skyde med laser ud af øjnene og ovenikøbet er udødelig.
Eller ja. Så længe ingen har et stykke kryptonit i... Ja, I fatter pointen.
Det koncept dræber spændingen ret effektivt, for der er få ting, der er så kedelige som at se på, at to mere eller mindre udødelige fjender forsøger at slå hinanden ihjel. Og dér kom min reference til Zack Snyders Man of Steel, som var en flot og god film lige indtil den omtrent 45 minutter lange slutkamp. Jeg var derfor skeptisk før sidste års comeback, da David Corenswet trak i kappen. Men forventningerne var der trods alt, eftersom jeg godt kan lide James Gunn - selvom dele af hans humor har det med at blive presset ind på de forkerte tidspunkter eller bare falde til jorden. Døm om min overraskelse, da filmen, efter en svag indledning på 20 minutter, viste sig at være rigtig god. Ikke nok med at Corenswet var suveræn i titelrollen; humoren sad ofte lige i skabet, den var ret spændende, men frem for alt bød den på overraskende følelsesladede øjeblikke.
Dér og da følte jeg alligevel en del håb for et Supergirl-eventyr.
Så hvad handler den om?
Da en uventet og hensynsløs fjende truer, tvinges Kara Zor-El mod sin vilje til at slå sig sammen med en usandsynlig ledsager. Sammen begiver de sig ud på en episk kosmisk rejse, hvor hævn och retfærdighed står på spil - og hvor Kara må konfrontere sit ophav for at finde sin egen vej som helt.
Craig Gillespie står for instruktionen, og han har blandt andet instrueret den underholdende Fright Night samt I, Tonya. Lad os starte dér. Gillespie er en kompetent instruktør, men fraværet af James Gunns fingeraftryk på både instruktion og manuskript kan mærkes. Der er sine steder en lignende stemning, men det er betydeligt mindre følelsesladet, og humoren er stort set skrællet væk.
Milly Alcock er suveræn i titelrollen, Eve Ridley er sej som Ruthey, og Jason Momoa stjæler billedet som Lobo, selvom han godt måtte have haft lidt mere skærmtid. Jeg vil i øvrigt også have en flyvende motorcykel. Og så er der Matthias Schoenaerts, kendt fra blandt andet Red Sparrow og The Old Guard-filmene. Han spiller filmens skurk Krem (indsæt selv en "Krem de la Kreml"-joke her), en karakter, der er omtrent så interessant, som man forventer af en superhelteskurk. Schoenaerts overspiller ret massivt, og det skurrer virkeligt et par steder. En lille sidebemærkning her: Seth Rogen lægger stemme til en karakter. Det er umuligt at overhøre.
Supergirl er en ret flot film. Miljøer, effekter, CGI-karakterer. Kampene er hurtige, men desværre ofte temmelig mørke og stresset klippet. Det dræber lidt af spændingen.
Det er på ingen måde usædvanligt for superheltefilm at udspille sig i rummet, men jeg sætter alligevel pris på, at vi ikke bliver spist af med klassisk "nu flyver vi lige igennem 15 skyskrabere og lægger endnu en by øde"-action. Slutkampen er heller ikke lige så bombastisk og udmattende, som de har det med at være. Den er ret underholdende og er den mindst sønderklippede actionsekvens. Men jo, jeg sukker da en smule, da det dér satans kryptonit er lige ved at fælde Kara endnu en gang.
Vi bliver som sagt ikke budt på den samme følelsescocktail som i sidste sommers Superman, humoren brænder ikke igennem, og der er ting, der halter. Jeg har også kunnet læse mig til, at rigtig meget af filmen er blevet klippet ud efter lunkne reaktioner fra forhåndsvisningerne. Det mærkes sine steder, for indimellem føles det, som om der mangler noget. Uddybning af relationer, et vist momentum. Vi lærer dog stadig Kara og hendes sorg at kende via flashbacks, og det fungerer egentlig ret godt. Man får også lidt Mad Max-vibes visse steder. I skal nok forstå det, når I ser det.
Supergirl er ganske underholdende. Men jeg havde forventet mere.