Åh, Spider-Man, Peter Parker! Han fylder mig med nostalgi, næsten på samme måde som når mine tanker falder på Batman. Jeg har elsket Spider-Man siden jeg var en lille dreng. Jeg så tegnefilmen, sad på bagsædet på campingvognsferier og fortærede det ene tegneseriehæfte efter det andet, og et af mine absolut stærkeste minder fra biografen er og bliver Sam Raimis første Spider-Man-film. For en filmelskende femtenårig havde den stort set alt: Højtsvingende action, spænding, følelser, fede effekter, et fantastisk soundtrack og Sam Raimis legesyge kærlighed til mediet og kildematerialet. Toeren var også rigtig god, men nostalgiens kraft giver den første den største plads i mit hjerte. Den tredje var underholdende, men fjollet.
Da en reboot med Andrew Garfield blev annonceret, tog jeg det næsten personligt.
Hvorfor? Filmene i sig selv var ikke noget særligt. De var hverken dårlige eller særligt gode.
Da endnu en reboot med Tom Holland i titelrollen blev annonceret, begyndte jeg at klø mig i hovedet. Men så udkom Homecoming, instrueret af Jon Watts, og jeg følte mig frelst. Tom Holland charmerede mig (altså i filmen, ikke personligt). Filmen indeholdt den samme legesyge kærlighed som Raimis første film femten år tidligere. Actionsekvenserne var fantastiske, og humoren var vidunderlig. Jeg kunne også godt lide Far From Home og No Way Home, dog ikke lige så meget.
Nu er det tid til Tom Hollands fjerde solofilm, og handlingen er som følger:
Det er en helt ny dag for Peter Parker. I en verden der ikke længere husker ham, bekæmper han kriminalitet som Spider-Man, men sorgen over at se sine venner komme videre i livet uden ham, får noget indeni Peter til at ændre sig. Samtidig er det en forandring der måske er den eneste chance for at redde byen, og dem han elsker, fra en magtfuld ny fjende som ingen faktisk overhovedet kan se. Verden har måske glemt Peter Parker. Men han har ikke glemt den.
Jon Watts instruerede de første tre film med Holland som Spider-Man. Denne gang er stafetten givet videre til Destin Daniel Cretton der instruerede den underholdende Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings. Et godt valg, synes jeg, selvom jeg også gerne ville have set Watts i instruktørstolen igen. Rollebesætningen består som sædvanlig af Tom Holland, Zendaya og Jacob Batalon. I andre roller møder vi Sadie Sink fra Stranger Things, Mark Ruffalo som Hulken, Florence Pugh og Jon Bernthal titter frem og grynter som Punisher.
Plottet er ikke super avanceret eller nyskabende, men der er masser af spænding og underholdningsværdi. Jeg kan godt lide den, i starten, usynlige fjende, og den måde den bevæger sig på. Skurken er usædvanlig for superhelteformatet og minder mig om Denzel Washington-filmen Fallen hvor han jagter en dæmon der bevæger sig mellem kroppe. Humoren er tilbage fra de tidligere film, og det er primært Ned Leeds, Frank Castle og Yelena Belova som sørger for de komiske øjeblikke. Jeg kan godt lide at Castle faktisk får en lidt større rolle. Han er en sjov sidekick til Spider-Man der hellere vil blæse folks hoveder af end at stille unødvendige spørgsmål.
Generelt er jeg faktisk ikke så meget til superheltegenren, de overrasker sjældent, men Spider-Man: Brand New Day er generelt en rigtig fin film der viser at genren stadig kan stråle. Den legesyge jeg har nævnt, er en stor del af grunden, men måske er det primært Tom Holland der hæver den. Jeg synes han er helt suveræn i titelrollen. De andre gør det også godt, selvom dele af dialogen med Bruce Banner føles lidt forceret. Filmen er også mindst et kvarter for lang, men det opvejes af at den sjældent sætter tempoet ned, udover et par øjeblikke hist og her. Jeg synes dog at Peter Parkers kamp med sig selv som Spider-Man kan blive lidt trættende. Det føles som om det er et tilbagevendende tema; hvor svært det er både at være superhelt og menneske, som efterhånden er gennemtærsket, men jeg køber den til dels fordi det er er godt fortalt. Hele Holland-sagaen har også en følelsesmæssig tyngde som jeg altid har syntes om, og Brand New Day er ingen undtagelse. I slutscenen har jeg faktisk næsten tårer i øjnene.
Spider-Man-serien er nogle af de få superheltefilm jeg stadig kan glæde mig til og se uden at rulle øjne over dårlige oneliners eller langtrukne slutsekvenser med uendelige kampe hvor hele byer kollapser. Det er en rigtig flot film, især scenerne hvor Spider-Man svinger sig igennem byen, er virkelig flotte. Actionsekvenserne fungerer også godt. Brand New Day ville, som mange tidligere tilfælde, have haft gavn af at blive skåret lidt ned og kortet af, og muligvis er antagonisten lidt for anonym i starten - men afsløringen byder på en dejlig overraskelse der på den ene eller anden måde vil påvirke det bredere Marvel-univers. Samtidig kan jeg godt lide at det ikke altid handler om en intergalaktisk superskurk der truer med at sprænge Jorden eller hele universet i luften.
Så, kort sagt: Hvis du kan lide Spider-Man-filmene, vil du helt sikkert kunne lide Brand New Day.