Jeg havde forventet en del af The Last King of Scotland, specielt efter al snakken om Oscar-statuetter og Forrest Whitakers angiveligt største rolle nogensinde. Som ekstrem spæd i halvfjerdserne, har jeg aldrig oplevet Idi Amin, Ugandas præsident gennem otte år i levende live (på tv altså), så hvad jeg ved om ham stammer fra gamle dokumentarfilm og en aften på Discovery. Og jeg har lidt på fornemmelsen, at det ikke står bedre til hos Kevin Macdonald, instruktøren bag The Last King of Scotland. For selvom filmen virkelig prøver at skildre Idi Amins liv, specielt i de år, hvor han bliver venner med den skotske, nyuddannede læge Nicholas Garrigan (James McAvoy), så gøres det med en sådan forsigtighed, at det nærmest virker som om det hele skulle godkendes af Ugandas nuværende ledere.
Idi Amin slagtede omtrent en halv million af sit eget folk, under de otte år han sad som præsident i Uganda, og alligevel siges det nærmest ikke. Om det er fordi vi skal se det hele fra Garrigans purunge og meget naive øjne, eller om det er fordi, det ikke behøver at blive sagt, så sker det i hvert fald ikke. Der er små antydninger af det folkemord, som Amin havde kørende, mens han, angiveligt, overfor verdenspressen opførte sig som en filmstjerne, men det gøres aldrig rigtigt legemligt. Det virker næsten som om filmen til tider undskylder at Amin, til trods for sine lederegenskaber, desværre også kom til at dræbe nogle mennesker. Men han ville jo Uganda det bedste.
Heldigvis reddes rigtig meget af et helt igennem solidt skuespil fra Whitaker. Om der er Oscar-statuetter på bordet hos mig eller ej, er ligegyldigt, men Forrest rammer plet og giver den på alle stempler som den plagede Amin, der bliver venner med Garrigan, efter at lægen har tilset ham i forbindelse med et attentat. At Garrigan senere ophøjes til Amins vigtigste rådgiver, viser bare hvor problematisk et liv Amin levede, og i de øjeblikke, hvor Idi plages af slemme migræneanfald, ser vi også hvor farlig han kunne være. Uberegnelig, men alligevel lun.
The King of Scotland giver ikke et entydigt billede af Amin, og slet ikke et, der bare er i nærheden af at skildre de grusomheder, han har gjort mod Ugandas lokalbefolkning. Til gengæld viser den, at Forrest Whitaker er en fremragende skuespiller.