Al Pacino er for mig en legende inden for Hollywood. Han har medvirket i en bunke af de bedste gangster- og action-film nogensinde, og selvom hans skuespil aldrig er dybt nuanceret, har han altid haft en karisma, som gør, at selv middelmådige film kunne komme op på et højere niveau, end hvad man lige skulle tro. Men efter at have set 88 Minutes, er mit indtryk af legenden faldet kraftigt til jorden, og jeg undrer mig over, at han nogensinde valgte, at sige ja tak til at medvirke.
Den kære Al spiller Dr. Jack Gramm, en afdanket psykolog og lektor med speciale i psykopatiske mordere. Han er bange for at binde sig til kvinder efter hans søster blev brutalt myrdet for lang tid tilbage. Da en morder med samme syge tendenser som morderen der dræbte hans søster, dukker op, varer det ikke længe, før han får dømt personen til dødsstraf. 10 år senere sker de samme hændelser pludselig igen, og det hele eskalerer, da morderen ringer til Jack personligt og siger, "You have 88 minutes left to live". Pludselig står han alene i opklaringen af sit eget mord, og et hav af mistænkte, som primært består af de studerende, han er lektor for. Tiden tæller nu konstant ned for stakkels Al Pacino, imens et net af løgne, flashbacks og forklaringer afsløres.
Lad mig sige det kort, denne film byder på omkring nul overraskelser. Den er blottet for, hvad der skulle forestille at være twists, afsløringer, overraskelser og andre mentalt krævende udfordringer, som enhver thriller burde indeholde. Alt hvad der kan forklares, forklares med lange søgte baggrundshistorier og overeksponerede flashbacks. Det er alt sammen dybt, dybt uinteressant, og det eneste, der måske kan holde dig i gang undervejs i filmen ville være, at vædde med dine venner om, hvor mange minutter, han nu har tilbage at leve i. Det er ærlig talt et fantastisk uinspirerende og ømt udgangspunkt for at se en film.
Al Pacino spiller sin nok dårligste rolle til dato, og resten af rollerne er fordelt over middelmådige tv-serieskuespillere, som alle ser ud som om, de har valgt at deltage i filmen udelukkende for, at kunne spille ved siden af Al Pacino.
Hvis filmen så bare havde varet 88 minutter, kunne jeg måske have set en smule over den langsomme handling, uinteressante skuespil, åbenlyse plothuller og mangel på overraskelser, men når filmen så vælger at vare 20 minutter længere end det, kan jeg ikke tillade mig at være flink.
På et tidspunkt ringer Special Agent Frank Parks til Dr. Jack Gramm og spørger, "why 88 minutes?", hvorefter Al Pacino svarer "I don't know". Jeg kunne ikke have sagt det tydeligere selv.