Engang var western-film noget, der blev spyttet ud af Hollywood en gang om måneden. I dag er sagen en helt anden. Man skulle måske tro, at tiden var løbet tør for fortællinger om dengang Amerika var et nyt land, især når der kun vover sig 1-2 af disse film ud på det store lærred årligt. James Mangolds 3:10 to Yuma kan ikke ligefrem kaldes nyskabende, men det er en stor glæde at se, at man stadig kan lave westerns af høj kaliber. Også selvom den visse steder kan virke lidt tør, ligesom dens omgivelser.
Christian Bale spiller den fattige bonde og krigsveteran Dan Evans. Med en familie at forsørge og en større gæld hængende på hovedet, har Dan mildest talt problemer, både økonomisk såvel som personligt. Da han en dag sammen med sine to sønner bliver vidne til røveriet af en pengetransport, vender lykken. Den skarptskydende, nådesløse og berygtede skurk Ben Wade og hans frygtsomme bande står bag røveriet, som er foregået på Dans territorium, men få timer senere bliver Dan involveret i anholdelsen af Ben Wade. Dan bliver tilbudt at eskortere Ben Wade en tur gennem prærien til den lille by Bisbee, hvor Ben skal med toget kl. 3.10 til fængslet i Yuma, for at modtage sin dødsstraf. Ben Wades bande, nu ledet af den psykotiske Charlie Prince, lægger nu alle kræfter ind på at han ikke når toget, koste hvad det vil.
3:10 to Yuma er en god film, og en rigtig god western. Christian Bale og Russel Crowe som henholdsvis Dan Evans og Ben Wade spiller op til deres bedste, og det samme kan siges om resten af holdet i filmen. Men Ben Forsters rolle som den ondsindede sideskurk Charlie Prince, lægger sig ud fra resten. Jeg klappede grisk i mine små hænder hver gang han nådesløst dræbte den ene efter den anden. Hans øjne siger alt, og så kan man vel næsten ikke forlange mere.
Der er dog huller i den ellers gode film. Filmens længde på lidt over to timer gør, at den visse steder har svært ved at holde det tempo, den lægger for dagen.
Men alt i alt er der fyldt med smukke skuddueller, skarpe replikker, pæne damer, skurke og helte, og hele temaet og fortællingen er gennemsyret af en klassisk tilgang. Der er ikke de helt store overraskelser at hente, men billederne og skuespillet taler også for sig selv. Det er utvivlsomt en af de bedre westerns i nyere tid.