Jeg vil starte denne anmeldelse ud med at sige, at jeg ikke har set forfærdelig meget X-files, på dansk Strengt Fortroligt, da serien trillede over skærmen. Jeg har dog set et par afsnit, og de fleste gange var jeg hooked. At følge Mulder og Scullys søgen efter aliens og andre overnaturlige fænomener var dragende, specielt set i det lys, at jeg var 8-9 år, da jeg så det første gang. Da den første film kom, var jeg ligeledes ret positivt overrasket. Selvom den ikke gjorde meget ud over, hvad serien kunne, så holdt den alligevel spændingen og skuespillet på et interessant niveau. Derfor var jeg også mildt spændt på at se, hvilke eventyr Mulder og Scully nu skulle ud på, i denne ret så forsinkede toer af en serie, der for længst har talt sine sidste episoder. Desværre måtte jeg sande, at resultatet er dybt frustrerende.
Handlingen udspiller sig omkring en uforklarlig forsvinden af en agent i byen Somerset. En synsk pædofil præst påstår at se den kvindelige agent, som er væk, men i stedet finder han og FBI-holdet en afskåren arm. Den synske præst er dog lidt over, hvad FBI lige kan kapere og tro på, og det resulterer i, at den forhenværende agent Fox Mulder bliver sat på sagen. Hans samlever og kæreste Dana Scully bliver samtidig ufrivilligt involveret i sagen, selvom hun selv kæmper med at redde en dreng med kræft i hjernen på det hospital, hvor hun arbejder. Drengen har ingen andre muligheder for at blive reddet end ved hjælp af stamcelleterapi, en udøvelse, der strider dybt imod den religiøse tro, som USA holder kær. Fox Mulder, som stadig leder efter sin forsvundne søster, er draget af at være tilbage på sin gamle arbejdsplads, og forsøger ved hjælp af den synske præst at opklare, hvor agenten er forsvundet hen. Inden længe er sagen større end bare én agent, og da en isklump med utallige afskårne lemmer med dyrebedøvelsesmiddel findes af præsten, går det op for både Mulder og Scully, at nogen prøver at lege gud.
Skulle man til at analysere den nyeste X-files film, er jeg ikke i tvivl om, at der kunne komme en heftig diskussion i gang. Dens tema omkring at bryde ind i det Gud har skabt, er nemlig ekstremt gennemtrængende og overtydeligt hele filmen igennem. Samtidig lægger den meget vægt på Mulder og Scullys mildt sagt ustabile forhold til hinanden. Skuespillerne er som sådan fine, scenerne er da også ret stemningsfulde til tider. The X-files: I Want To Believe lider dog gennemgående af ét kæmpestort problem; temaet og handlingen er ret så malplaceret i forhold til filmmediet. At høre om menneskeeksperimenter og en synsk præst, når ikke noget som helst dét serien har rørt ved, til sokkeholderne.
Temaet og plottet i filmen er simpelthen for uinteressant og for "naturligt" til, at kunne bygge en hel film på det. Jeg sad konstant under hele filmen og ventede på, at der skulle komme et monster, en overnaturlig mand, et rumvæsen eller en anden underlig skabning frem, men det eneste, man bliver afspist med i slutningen er en biologisk deform hund. Samtidig når filmen aldrig til noget højdepunkt, og man sidder i sidste ende tilbage med en tom fornemmelse i maven.
The X-files: I Want To Believe er, i forhold til den serie, den er skabt på baggrund af, et kedeligt og langtrukkent gys uden forløsning. Jeg har mistet troen.