The Oxford Murders åbner ganske udmærket op med Wittgenstein, der under Første Verdenskrig sidder fordybet i arbejdet på hans kommende bog, midt i en krigshærget zone med kugler og eksplosioner flyvende om ørerne på ham. Værket der optager ham så meget, at han ikke ænser farerne er The Tractatus (The Tractatus-værket var en logisk-filosofisk afhandling, der blandt andet omhandlede misforståelser af sprogets logik). Efter denne dramatiske indledning bliver vi ført til nutiden, hvor en ledende akademiker Arthur Seldom (spillet af John Hurt) giver en forelæsning om netop denne bog.
Imellemtiden ankommer den amerikanske student Martin (spillet af Elijah Wood) til den engelske by Oxford, med det klare mål at få skrevet hans afhandling med Arthur som mentor. Martin har allerede undersøgt Arthurs netværk, og har på den måde fundet frem til et lejeværelse hos en syg moder og dennes datter, som begge er venner af professoren.
Kort tid efter sker der et mord, og pludselig er Arthur, Martin og dennes nyfundne elskovsaffære Lorna (spillet af den forførende Leonar Watling) viklet ind i et rænkespil af matematiske gåder og uforklarlige seriemord.
Og det ville sådan set være en ganske god indgangsvinkel på en thriller, der med musik af Roque Baños samt stemningsfulde billeder tegner ganske godt. At det er den anerkendte spanske instruktør Álex de la Iglesia, der står som kvalitetstempel på filmen, gør yderligere, at man føler, at dette ikke burde kunne gå synderligt galt. Men det gør det. Filmen prøver desperat at klemme en fornemmelse af filosofi og matematik på højt niveau ned over et plot, der er så tyndslidt og selvhøjtideligt, at det bliver tåkrummende komisk og utroværdigt.
Således skal løsningen til en af de store matematiske gåder i filmen, findes i en børnebog i videnskabssektionen hos den lokale boghandler, ligesom stort set alle de store filosofiske diskussioner der foretages fra den ene lærde til den anden, knapt er et HF-niveau værdigt. Til tider er dialogen som man kunne forvente det på en sen bodegaaften på studenterhuset efter for mange øl, og en bunke damer der skal imponeres af den nye førsteårstuderende, men alligevel skal vi forvente, at sluge dette, når de lærde akademikere har deres ophedede diskussioner undervejs i filmen. At Martin samtidig efter en samtale, jeg mindes at have haft lignende af i teenageårene, udtaler "at en eftermiddag med Arthur giver mere end en livstids filosofiske samtaler", så knækker filmen.
Udover disse problemer, bliver stort set hele skuespillet leveret som intetsigende monologer kastet imellem personerne med en overdrevent iver, og på et tidspunkt er man så overstimuleret af skuespillernes forfejlede forsøg på at virke hidsige og intellektuelle, at man er hamrende ligeglad med, hvem der dør eller overlever.
Dan Browns the Da Vinci Code var en ganske fin bog, der hurtigt opnåede status som et mesterværk, også på trods af en forholdvis enkel historie, da den var spændende og velskrevet. Filmadaptionen var kun lige under en hæderlig oplevelse, men stadig sebar som næstendokumentarunderholdning til en stille søndag. The Oxford Murders har sine øjeblikke, og synes du, at the Da Vinci Code var en litterær og intellektuel åbenbaring, så kan du måske hive lidt saft og kraft ud af mordmysteriet her også, der om ikke andet leverer et par hæderlige gåder og plotdrejninger undervejs. Ellers så findes der langt bedre thrillers end denne.