Handlingen centrerer om David Wolfe en hjemkommen amerikansk helt, som har slået en af USA's største terrortrusler kaldet Spar Es ihjel.
Problemet er bare at ikke alt er som det syntes at skulle være på denne mission. Stille og roligt i løbet af missionen går det op for David at hele missionen er bygget på en løgn, og for øvrigt var det slet ikke meningen han skulle overleve den.
For at skræmme ham bliver hans forlovede voldtaget og dræbt, af folk som har fået jobbet fra toppen af USA's regering. Nu er han en forvirret super dygtig soldat som samtidig tørster efter hævn.
Lyder det bekendt? Ja det er et noget gennemtærsket handlingsgrundlag i masser af amerikanske metervarefilm. Forskellen på denne film og så mange andre er så, at det ikke er en action film. Bevares der er nogle få scener med action men 90 procent af tiden går med samtaler.Dialoger mellem de forskellige hovedpersoner i filmen. Alt sammen for at give indsigt i hvad der danner bevæggrund for deres handlinger og tanker.
I sig selv en god og anderledes indgangsvinkel. Der er bare et men: Et sådant valg kræver naturligvis at dialogerne er velskrevne. Dette er bestemt ikke tilfældet i The Way of War. Tvært imod så er de ualmindeligt kedelige og simplificerede.
Gamle krigscitater og anekdoter bliver kastet omkring nærmest tilfældigt. Igen og igen virker det fuldstændig usammenhængende og ikke logisk i forhold til samtalernes retning, og de emner der bliver belyst. Den slags sjusk tyder på en alt for dårlig historie og dialog forfatter. Det er specielt ødelæggende i en fortælling som denne hvor det mundtlige samspil mellem personerne har så meget plads.
Filmen springer meget igennem forskellige tidsperioder og oplevelser i Davids liv. I begyndelsen af handlingen er det meget rodet. Man bliver som tilskuer kastet hid og did og må så prøve selv at finde hoved, hale og ikke mindst rød tråd i de forskellige begivenheder.
Plottet er samtidig meget gennemskueligt. Det største spørgsmål er egentlig hvad Davids mission skjulte, og her fejler filmen noget så grusomt. For den lille detalje bliver fejet let hen under tæppet og man sidder med en underlig fornemmelse bagefter, af at man faktisk ikke rigtig ved hvad det hele bundede i. Vi får at vide hvem de "onde" er, men man når ikke rigtig at få antipati imod dem da man aldrig rigtig ved hvorfor David ved for meget, hvad han egentlig ved og hvorfor det lige skulle gå ud over hans kæreste. Jo vidst for at skræmme ham, men en regering som USA's burde vel kunne ramme David uden at skulle hive alt for mange andre lig med i lasten?
Der hvor kæden virkelig sprænger af for mig er da to toptrænede FBI agenter, uden videre modstand, lader sig nedskyde af en gammel bedstefar af en kioskindehaver. Er han så tidligere jægersoldat eller noget i den stil?
Nej han er bare gammel og bitter - det holder altså ikke.
Skuespillet i filmen lader også meget tilbage at ønske. Cuba Gooding Jr. Passer bare ikke ind i den her rolle. Han ligner en sød lille gymnasieelev der lige har fået stjålet sin kæreste, mere end en toptrænet jægersoldat med tvivl og bitterhed i hjertet. Om det skyldes budgettet for filmen eller ganske enkelt bare det elendige manuskript, at der ikke kunne findes nogen bedre alternativer skal jeg ikke kunne sige. Men i en historie hvor hver person karikeres og skildres så meget som i denne, kræver det virkelig nogle folk der ved hvad de laver, ellers falder det hele til jorden. Hvilket er tilfældet her.
Instruktøren John Carter prøver at bruge kameraet meget i sine dialoger. Prøver at fange ansigterne. Meget close up i samtalerne etc. Det er bare ikke så effektivt når de fleste skuespillere ikke fortrækker en mine, uanset hvilken følelse de skulle forestille at have.
Andre dialogtunge film, som for eksempel The Insider af Michael Mann, gør det her så meget bedre. Skulle John Carter ønske at lave endnu sådan en type film, håber jeg virkelig han ser nogle af hans meget dygtigere kolleger over skulderen.
The Way of War har så mange rigtig gode ideer, derfor er det også synd at den fejler på så mange punkter. Ønsker man sig en fortælling men tunge givende samtaler og masser af fokus på følelser og tragedier er der rigtig mange andre titler som er så meget bedre.