Lasse Rimmer, Lene Nystrøm og Jens Andersen. Når disse navne nævnes i forbindelse med en filmoplevelse, er det ret sandsynligt, at der dukker billeder op af lalleglad og småborgerlig hygge for den indre nethinde. For med Polle, Jeopardy-værten og pop-sangerinden i hovedrollerne, er det svært at forvente meget andet end lidt uskyldig og ligegyldig underholdning på skærmen.
Fri os fra det onde, er dog alt andet end uskyldig. Modbydelig socialrealisme, jyske knoldesparkere og masser af blod er alle ord, der ville passe bedre på denne oplevelse.
I den jyske provinsby (der iøvrigt er filmet på Fyn), følger vi parret Johannes og Pernille (spillet af Rimmer og Nystrøm) og kernefamiliens håb og drømme. Når Johannes køber det nyeste værktøj hjem til samlingen, er det med tankerne om drømmehuset der skal istandsættes, og familien der skal skabes. Der er for ham blevet brugt et helt liv på, at undgå at ende som dennes alkoholiserede bror Lars, der arbejder som langtidschauffør.
Lars (Jens Andersen) er stodderen med den forhutlede og forslåede kæreste (Pernille Vallentin). Skæbnen har sjældent budt på andet end lidt racistiske småhørmerier og nogle kølige fyraftensbajere med de socialt belastede venner nede på den lokale. Lars skal dog ufrivilligt være far, og mens planerne lægges for et nyt og bedre liv, bliver han involveret i en trafikulykke.
Inden længe er publikum blevet budt på afrevne lemmer, overskårne halse, afskudte hoveder, blod, vold og en ufattelig menningsløshed. De klaustrofobiske billedrammer og de desaturerede stilistiske optagelser leverer en grov og hård oplevelse, der kan give selv den mest garvede fotolærer lys i øjnene. Lyden leverer samme næsten uvirkelige oplevelse, og når skrigende munde er stumme, mens Stefan Nilssons kompositioner fylder lydbilledet, er det næsten så man gyser af fryd.
Fri os fra det onde er lækker og ulækker på samme tid. Når voldsballetten danser over skærmen, og adrenalinen pumper, er det en magesløs oplevelse.
Om man lader det onde vinde, eller ser fortællingen som en historie om familie, tro, indvandrere og sociale uligheder, vil jeg ikke komme med mit bud på. Jeg var dog i en sjælden grad trukket ind i det voldelige univers og de triste menneskeskæbner og for første gang i lang tid ude af stand til at reflektere og skrive om min oplevelse straks efter. Hjernen var forpustet af de benhårde indtryk.
Filmen er barsk og underholdende, men budskabet har ikke helt samme styrke i dagene efter, og for nogen vil det måske virke som om den ene modbydelige og letkøbte voldsreklamefilm efter den anden ruller over skærmen, i de lidt over halvanden time Fri os fra det Onde varer. Derfor er oplevelsen ikke for alle.
De overraskende gode skuespillerpræstationer, lydbilledet og den lækre klipning gjorde udfaldet for denne anmelder. Men en lettere diffus pointe, og en tyndbenet leflen for kultursnobberne forhindrer oplevelsen i at opnå den absolutte topkarakter herfra. Medrivende filmfarvelade? Yup. Stof til eftertanke? Nah.