Skip to main content
Film

Seth MacFarlane's Cavalcade of Cartoon Comedy

En hel film proppet med små tegnefilmsketches. Anders fortæller om det er besværet værd.
Anders Lynggaard Isaksen 22 marts 2010

Seth MacFarlane er, som mange nok allerede ved, kreatøren bag den kendte serie Family Guy. En serie som har opnået stor popularitet på baggrund af de skæve karakterer og den særdeles sorte humor.

Denne film handler ikke om Family Guy, men er derimod en samling små tegnefilmsketches fra seriens skaber. Medvirkende er masser af kendte ansigter, lige fra Jesus til Jeff Goldblum.

Umiddelbart kan det virke som en rigtig god ide. En slags tegnefilmenes Flying Cirkus. Humoren er da på sin vis også lige så skæv og finurlig som i Monthy Pythons gamle værker. Der er dog et lille twist. Størstedelen af de tilstedeværende komiske striber er nemlig ikke sjove.

Man har desværre valgt at gå direkte efter den sikre barnlige fællesnævner: platte under-bælte-stedet jokes godt blandet med masser af afføring og bræk. I små doser kan dette vel være ganske fornøjeligt, men i så stor mængde som det er linet op her, er det bare latterligt og direkte gabende uinteressant.

Bevares visse dele er af filmen er godt fundet på. Blandt andet kan nævnes et møde mellem Bob Dylan, Tom Waits, Skipper Skræk og Muhammed Ali, som er decideret lårklaskende morsomt. Beklageligvis hører disse dog til sjældenhederne og langt de fleste vil nok for længst have smidt disken ud af vinduet, eller være faldet akut i søvn, før de når til godbidderne.

Family Guy er netop kendt for at være meget i konstant fornyelse. Derfor vækker det undren, at denne intuitive tankegang og produktion ikke er ført med over i denne samling.

Vi stopfodres med gentagelser og uopfindsomme definitioner af samme joke, blot tilsat andre figurer.
Med andre ord er Seth MacFarlane´s Cavalcade of Cartoon Comedy decideret venstrehåndsarbejde.

Tegnestilen er letgenkendelig fra Family Guy. Ikke noget videre kunstværk men til formålet passer en mere simpel stil også langt bedre. Pointen skal hurtigt frem, og det er ikke meningen man skal fortabe sig i detaljer.

Stemmeskuespillet fungerer rigtig godt. Især i en kavalkade som tilfældet er her, er det bydende nødvændigt at stemmerne bag tegningerne formår at levere dialoger og karakteristika med hårnåle præcision. Heldigvis er det også fremragende gjort, men en del fine gæsteoptrædender.

Faktisk er denne del af arbejdet med til at trække helhedsindtrykket gevaldigt op. Og selv de mest elendige sketches trækkes op fra at være decideret ulidelige til tålelige, ganske simpelt på grund af de meget levende stemmer bag billederne.

Dog kan Seth MacFarlanes´s Cavalcade of Cartoon Comedy ikke anbefales. Det meste af tiden vil man ikke være videre underholdt. Humoren er omtrent ligeså repetativ og dræbende som en bankoaften på plejehjemmet.

Hvis ikke man falder i søvn inden man har stavet sig igennem den horribelt lange titel på filmen, vil man uvægerligt gøre det under selve sketchkavalkaden.

Skal det siges med få ord er denne tegnefilmspotpouri ikke brugbar til andet end meget effektiv sovemedicin.

Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.