Jeg starter filmen og titelkortet dukker op. Jeg forvirres, der står The Thaw på skærmen. Jeg kigger tilbage ned på coveret og bekræfter for mig selv at der faktisk står Arctic Outbreak. Nu gentages et spørgsmål i mit hoved talrige gange imens koldsveden samler sig i en plet på min ryg... hvor dårlig skal en film være for at distributørerne faktisk ændrer navnet i forhåbning om at folk ikke genkender den?
Miljøaktivisten Dr. David Kruipen finder en frossen mammut i indlandsisen i Canada. Ved nærmere undersøgelse af mammutten finder hans hold en forhistorisk dyreart der har udviklet sig inde i dyret og som ikke lover godt for menneskehedens overlevelse. Samtidig ankommer tre studerende samt Kruipens datter til basen og fanges i den dødelige virus' greb.
Val Kilmer er måske ikke sin generations Marlon Brando, men at deltage i denne produktion er et nyt lavpunkt i hans karriere. Ikke bare er han kun med i sammenlagt fem minutter, de få replikker han har er udført med så lidt indlevelse, at jeg tror filmholdet stod og viftede med hans check lige ved siden af kameraet.
Sammen med Kilmer er en trup unge skuespillere hvis muligheder for at udføre skuespil der er en dårlig gyserfilm værdig ruineres af et hårrejsende dårligt manuskript. Alt fra karakterernes motivationer til de konkrete ting de siger, er så chokerende utroværdige at man græmmes.
At der her skulle være tale om en seriøs kommentar til den globale opvarmning og dens effekt på menneskeheden, hvilket gøres pinefuldt tydeligt i den medfølgende Making Of-dokumentar, fik mig til at rulle rundt på gulvet af grin.
Spring frejdigt over denne film, den får lige præcis lov til at krybe op til et 2-tal på grund af sine gode special-effects. En navneændring gør desværre ikke Arctic Outbreak til et mindre makværk.