Skip to main content
Gamereactor Film Det levende slot
Film

Det levende slot

Hvad ville du gøre hvis du blev ramt af en forbandelse som gjorde dig til et gammelt menneske? Dette er spørgsmålet der stilles, da den unge pige Sofie gennemgår en sådan forvandling i Hayao…

Sofie arbejder til daglig i sin mors hattebutik, og er en stille og lidt genert pige. En dag reddes hun af en mystisk smuk ung troldmand fra nogle soldater. Samme aften bliver hun besøgt af en ondskabsfuld troldkvinde, kaldet Ødeheksen. Denne heks kaster en mystisk forbandelse over Sofie, som eftefølgende bliver forvandlet til en ældgammel kone.

Hun flygter hjemmefra i håb om at finde en helbredelse for den trolddom der ligger over hende. På hendes vej støder hun ind i troldmanden Haurus slot. Hun bliver ansat som rengøringsdame der.
Hauros slot kan gå ved hjælp af ilddæmonen Kalzifar som også er bosiddende der. Udover det, bor der også en lille dreng kaldet Maikel, som er Hauros assistent.

Igennem hele eventyret følger vi denne gruppe menneskers dagligdag og kamp imod en ond verden og deres egne indre dæmoner. Som altid i Miyazakis værker er der et dybere moralsk tema bag historien. Denne gang handler det om at acceptere sig selv som man er og ikke mindst skønheden ved de indre værdier. Personernes forandring i opførsel og udseende bruges effektivt til at illustrere dette.

Som det er normen i Hayao Miyazaki´s univers, har vi et konstant skifte mellem storslåede, bombastiske events og mere afslappede og rolige dialoger og hyggestunder. Fortællingen virker hverken for overskruet eller for sløv, men har den helt rette konsistens til at være en historie, som man kan nyde igen og igen.

Store følelser som kærlighed, vrede, håb og sorg bliver illustreret rigtig flot i karakterernes ansigtsudtryk. Jeg følte mig som seer nærmest tvunget til at føle, hvad figurerne her går igennem.
En ting som jeg yderst sjældent har oplevet i tegnefilm.

Stemmeskuespillet er rigtig godt og jeg måtte overgive mig til de charmerende leveringer af personerne. Specielt Kalzifar har masser af humor i sig og er bragende godt indtalt af Preben Kristensen.

Hayao Miyazaki er kendt for sine meget smukke og farvestrålende billeder. Disse går i særdeleshed igen her. Som det var tilfældet med Chihiro og Heksene har vi også i denne tegnefilm, et overflødighedshorn af stærke farver og smukke maleriske billeder.

Vi kastes gennem alt fra små finurlige byer, over store brutale krige i luftrummet, til farverige landskaber. Lader man sin fantasi lege med og overgiver sig til denne tegnefilms magi, efterlades man med en mængde stærke oplevelser, man sent vil glemme.

Det levende slot kan varmt anbefales til alle tegnefilmelskere, uanset alder. Og skulle man være af den type der mener tegnefilm kun er for børn og umuligt kan have noget at give voksne mennesker, så giv Det levende Slot en chance. Måske vil man blive overrasket over hvor store emner og fint skuespil der kan presses ned i en tegnet oplevelse.

Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.