Skip to main content
Gamereactor Film Min Nabo Totoro
Film

Min Nabo Totoro

Når du hører om skovens fyrste, hvilket billede danner sig da, for dit indre blik? Hayao Miyazakis udgave hedder Totoro, og er en kæmpestor, pelset, bamseagtig ting, med en forkærlighed for at sove eller…

Hovedpersonerne i Min nabo Totoro er ikke som sådan Totoro selv, men derimod en lille familie. En far og hans to døtre, Satsuki og Mei.
De flytter ind i et lille hus på landet hvor der er masser af frisk luft og fred og ro. Moderen er alvorligt syg og er på hospitalet i en nærliggende by.

Her kommer vi til filmens tema. Børns fantasi og deres evne til at bearbejde selv svære psykiske oplevelser. Fint illustreret gennem pigernes oplevelser med Totoro og hans venner.

Ganske vist er dette er en "feel good" tegnefilm beregnet til børn, men der er en dybere historie om børns evne til at bearbejde svære psykiske oplevelser gemt i denne. Historien er ganske udmærket og følger et særdeles tilbagelænet tempo. Fokus ligger på personerne og deres hverdagsoplevelser mikset med fabeldyrene de møder. Selv de mest triste perioder i filmen er ganbske flygtige og afveksles hurtigt af glade og humørfyldte scener.

Umiddelbart virker det som et bevidst valg og som et tydeligt tegn på hvilket publikum denne film er tænmkt til. Børns evne til at klare selv de sværeste oplevelser med deres fantasi er et sidetema, og giver de voksne seere en interessant indgangsvinkel, men fokus ligger på den hyggelige og glade historie for børnene. Det er ikke meningen, at de skal ligge søvnløse af skræk efter denne film. Tværtimod er den så fornøjelig, at den sagtens ville kunne bruges som godnatfilm til de mindste.

For mange lidt ældre seere vil den meget sløve fortællestil og den til tider lidt for overstadige barnejubel scener virke som et minus, men hos børnene er jeg sikker på, at den vil gå rent ind.

På billedsiden er det tydeligt vi har med en af Miyazakis ældre film at gøre. Farverne er lidt blege og effekterne er meget afdæmpede i forhold til hans nyere film. Den er dog stadig ganske flot lavet og de fantasifulde dyr og landskaber gør den bestemt seværdig.

Stemmeskuespillet er ligeledes ganske fint og rammer egentlig børns opførsel ganske godt. Faktisk så godt, at filmen til tider, vil være en decideret prøvelse for de af os, som ikke er de største tilhængere af støjende småbørn. Mei er en typisk højrøstet, grænseløst nysgerrig lillesøster. Hun råber, skriger, griner helt afsindigt og græder sig hysterisk igennem hele filmen.Så meget at jeg blev mindet om hvorfor, at jeg ikke har planer om at få børn. Om man finder dette ustyrligt belastende eller nuttet og tiltrækkende er svært at spå om, jeg hørte dog til dem, der godt kunne undvære dette element.

Totoro er en rigtig sød børnetegnefilm. Som det er sædvane ved Miyazakis film, er her en unik fortælling sat sammen af fantasifulde væsner, magi og eftertanke.

Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.