I Get Him To The Greek følger vi Aaron Greene, en blåøjet nytilkommer på et pladeselskab, der skal følge den tidligere superrockstjerne Aldous Snow fra London til Los Angeles. Efter at have udgivet det værste album i hele musikhistorien er Snow en afdanket has-been, men en revival-koncert skal bringe hans karriere på ret køl.
Hans mildest talt ekstravagante livsstil får store (og morsomme) konsekvenser for Greene, der har en deadline på 72 timer.
Get Him To The Greek er en komedie i samme ånd som The Hangover. Det vil sige at størstedelen af komikken består af bizarre situationer, der opstår når alkohol og stoffer blandes sammen. Heldigvis udmærker den her komedie sig ved at have en god historie udover de til tider ulækre jokes.
Kernen i Get Him To The Greeks succes ligger i skuespillerne. Jeg har været Jonah Hill-fan siden Superbad, og selvom han for tiden forsøger sig som seriøs karakterskuespiller, vil han altid have et hjem indenfor komedier, hvis det står til mig. Han er forrygende som Aaron Greene, og overfor den mildest talt bizarre Rusell Brand som Aldous Snow går det hele op i en højere enhed. Der opnås en perfekt balance mellem det stille og nervøse og det højtråbende og fandenivoldske.
Som endnu en dejlig overraskelse finder vi Sean Combs (bedre kendt som P. Diddy) som den excentriske pladeproducer Sergio. Han er et sjovt billede på en stilet hip-hopper blandet med en gammeldags rock'n'roller.
Noget af det mest interessante ved filmen ligger i måden musikverdenen vises på. Brand synger selv i rollen som Snow og vi ser massevis af fake musikvideoer. Det hele virker så autentisk og alligevel overdrevent (godt hjulpet på vej af en flod af cameos med bl.a. Lars Ulrich), at jeg ikke er sikker på om filmen ønsker at ære eller gøre grin med rock-verdenen.
Hvis vi ser bort fra det faktum, at historien på overfladen handler om en afdanket musiker, og at der er mange fest-opkast-adrenalinindsprøjtning-scener der er virkelig morsomme, gemmer der sig en flot beskrivelse af et menneske, der ønsker at finde sin vej tilbage i livet.
Klart en af de bedste komedier jeg har set i et stykke tid.