Michael snakker ikke om sin kæreste eller familie, som mange navlebeskuende komikere gør. Han pakker heller ikke sit show ind i gimmicks eller prøver at spille andre karakterer, som mange af de større navne herhjemme tror et stand-up show skal have. Han er observationskomiker, så det handler om verden omkring ham, ikke om ham selv.
Der er så, heldigvis for ham, masser at tage fat i. Schøts yndlingsemner er politik og de uundgåelige dumheder og særpræg, faget medfører, og de fleste af hans historier kunne indledes med "det er også for dumt, at...". Hans pointer er som regel ganske skarpe og veludtænkt, omend ikke noget man direkte falder på røven over. Der er ikke den store sammenhæng mellem observationerne, så man kunne reelt set sammensætte mandens jokes i tilfældig rækkefølge uden at det gik ud over helhedsindtrykket.
Nogen verdensstjerne indenfor comedy bliver Schøt nok aldrig, men det har mere med hans levering end hans jokes at gøre. Han tangerer af og til til at blive for skinger, og hans harme virker relativt tandløs når hver joke bliver leveret med et skævt smil, så man ikke er i tvivl når kunstneren vil have publikum til at grine. Schøt er i virkeligheden en langt bedre tekstforfatter end stand-upper.
Han er så heller ikke det værste, vi kan bedrive i dette land. Han har rent faktisk pointer, der er både interessante og sjove. Han behandler emner, der er værd at tage fat om, og størstedelen af hans punch-lines har både en ren humoristisk pointe, men også en pointe om vores samfund.
I den forstand er han mere Jan Gintberg end Uffe Holm, og mere Jonatan Spang end Jonatan Spangs ulidelige dvd'ere. Men hans show mangler personlighed, for Schøt gemmer sig bag sine observationer, hvis formål er at revse os, danskerne, og giver os intet indblik i ham selv. Bevares, det er også sjovt, men det forhindrer også hans udgivelse i at komme helt op at ringe.