For jer, der ikke ved det: ja, Steven Seagal ER politimand. Altså, med skilt, uniform og lov til at arrestere dig og hele pivtøjet. Det er et af hans mange bijobs mellem at være skuespiller, blues-guitarist, hundetræner, kampsportinstruktør, forfatter og hovedperson i sexchikane-anklager af forsmåede ex-ansatte. Så den er god nok. Men er den noget værd?
Det er tilsyneladende et job, han har haft i over tyve år. Og det startede egentlig bare med, at han skulle lære nogle betjente i sin hjemstat Louisiana hvordan de ikke fik deres røv leveret tilbage til dem af de hærdede kriminelle - men de blev så glade for ham, at de gjorde ham til "deputy chief". De lægger heller ikke selv skjul på, at meget af det har at gøre med politiets image i et gademiljø, der efter Katrina-katastrofen ikke just er blevet pænere eller mere venligt at se og høre på. Sagt med andre ord, så kan Seagal sådan set komme og gå som han vil, men til hans credit tager han, efter alt at dømme, jobbet og alle dets aspekter ganske seriøst.
Så langt så godt. Hvis man kunne sige det samme om tv-serien, der nu skal forestille at skildre al det gode arbejde, han gør for lokalsamfundet i Jefferson Parish, så havde vi måske ligefrem med et yderst sjældent fænomen at gøre: et tv-program om politifolk, der var værd at se på.
Ja, undskyld mig, men der skal fandme ikke mange sekunder af "Verdens Dummeste Politijagter" eller Krimi 5 til før jeg skifter kanal i væmmelse. Fair nok, at politiet i disse dage har et imageproblem og gerne vil gøre noget ved det ved at vise hvor svært det er at være mand i blåt på tv - men magen til selvforherligende bras og tanketomt, unuanceret affalds-tv skal man fandme lede længe efter. Siden de gamle Cops-programmer fra starten af 90'erne ("bad boys, bad boys, what'cha gonna do?") har genren stort set stået stille i en søl af sin egen indbildte glorværdighed og selvretfærdighed. Så hvor hører Seagal hjemme i denne galdeflod?
Jo, Seagal er idealist. Han er her ikke for at prædike. Han er her fordi han oprigtigt tror på hans erhverv og på, at han kan gøre en seriøs forskel i retfærdighedens navn. Det er i hvert fald det indtryk, han giver i tv-serien, og det kan man ikke klandre manden for. Det ene øjeblik er han med på patrulje og jagter forbrydere med lys og lygte; det næste øjeblik underviser han et hold nye rekrutter i hvor dum en idé, det er at stå foran en ladt pistol. Men han er kun i centrum så langt programmet kan klippe begivenhederne sammen til, at han er.
At han ikke kan gå fem minutter uden at nævne, at han studerer kampsport (aikido, som vi også gentagende gange bliver mindet om betyder "indre ro," eller noget i dn stil), eller at selv de mest hærdede shotgun-bevæbnede lømler falder i svime over, at de lige er blevet arresteret af "Steven fucking Seagal!" (én mistænkt går så langt som at kræve, at håndjernene bliver taget af ham, så han kan "shake the man's fucking hand!") ... det er vel hvad det er. Mandens personlighed er en love-it-or-hate-it affære, og folks reaktioner på at se Steven "Fucking" Seagal i politiuniform i færd med at tvinge dig i jorden fordi du har opført dig åndssvagt er heller ikke noget, man kan holde programmet imod.
Heldigvis er der rigeligt med andre ting, jeg kan holde programmet imod. Én ting er, at Mr. Seagal og hans medkumpaner, efter hvad jeg kan dømme, har hjertet og intentionerne på det rigtige sted. Det samme kan fandme ikke siges om tilrettelæggerne af programmet. Dette er lige præcis den slags selvforherligende affalds-reality-tv, man kunne frygte, som ikke kun forsøger at blænde os med hidsig klipning og underlægningsmusik, der skifter hvert femte sekund, men også helt og aldeles kollapser under sin egen forudsigelighed og gentagelser.
Samtlige episoder foregår således: Seagal er på patrulje om aftenen med de andre deputies. En situation udvikler sig hvor de er nødt til at stige ud af deres bil, enten for at jagte nogen, eller for at tale nogen til fornuft. De bliver interviewet om hvad der foregår, mens det foregår. Der krydsklippes med noget, der foregår i dagtimerne, som er langt mindre forbryderorienteret; f.eks. at Seagal træner sine hunde i at beskytte sit hjem, eller han spiller koncert med sit blues-band for at skaffe penge til børnehospitalet, eller han underviser sine kammerater i hvordan man brækker armen på folk. That's it. Gritty cop-drama vs. hjertevarme karakterøjeblikke.
Det, der gnubber mig på den helt forkerte måde, er de virkemidler, der tages i brug. Jeg har simpelthen ikke plads til at gå dem alle igennem, så jeg nøjes med at beskrive én af de værste. Seagal har tilsyneladende, i tilrettelæggernes øjne, en fucking Spider-sense: hver gang, der er noget under optrapning, laver kameraet et bizart sort/hvidt-slowmotion filter-trick, der viser, at Seagal har opdaget noget, de andre ikke har opdaget. Såsom en fyr, der taber noget narko i en busk, eller en fyr, der gemmer en pistol under trøjen. Og tror I ikke, at samtlige tilspidsede situationer ender med, at resten af politi-forcen takker og bukker for, at Seagal var til stede i situationen, selv om det tydeligvis er klippet helt ud af kontekst - ofte taget fra helt andre situationer?
Denne tv-serie er udelukkende for inkarnerede Steven Seagal-fans, der kan se forbi den hæslige indpakning af unødig repetition og seermanipulation for at se manden udføre et stykke arbejde, han oprigtigt ser ud til at være ret god til.
Ironisk nok ender programmet dog med at afspejle ham som det selvoptagne celebrity-røvhul, han tydeligvis ikke er.
