Tro det eller ej, men jeg har respekt for Nicolas Cage og hans vigende hårgrænse. Tilbage i halvfemserne var manden jo ganske fortrinlig i både afdæmpede komedier og vilde actionfilm, men så gik et eller andet galt. Næsten hvert eneste af hans filmvalg blev drastisk dårligere og dårligere, og bedst som man troede, han havde ramt bunden, så hev han endnu en katastrofe op af hatten. Problemet er åbenbart, at manden tydeligvis ikke er en dårlig skuespiller, for han er ganske eminent, når han gider, men derimod at han tilsyneladende vælger sine filmroller i blinde. Det er Season of the Witch et fint eksempel på med sin heksejagt, der ikke er andet en vildfaren fuser i eventyrgenrens voksne ende.
I rollen som korstogridderen Behmen ser vi netop Nicolas Cage, der har fået nok af at dræbe i Guds navn. Med udsigt til en dødsdom for at desertere får Behmen tilbuddet om at levere en heks til et kloster, hvor hendes skæbne skal afgøres, for til gengæld at få alle anklager frafaldet. Men selvfølgelig er heksen ikke helt, hvem kirken ellers siger hun er, og Behmen er pludselig fanget med begge ben dybt i det uendelige dilemma om at være splittet mellem kirken og dens handlinger overfor mennesker, der ikke er skyldige i andet end at have en anden religiøs overbevisning end kristendommen.
Det er tunge sager, der hives fat i med Season of the Witch, men ligesom Behmen skal vælge mellem pest eller kolera (bogstaveligt talt, næsten), så må man som publikum også krumme sig en smule, når der skal navigeres mellem et eventyr, hvor mænd bliver rigtige mænd, og så en revsning af kristendommens knap så attraktive fortid. Fortællingen bevæger sig nemlig aldrig dybere end det øverste lag af begge verdener, og så kan man ikke andet end at sidde tilbage med en flad fornemmelse, hvor selv actionsekvenserne virker sløve, overfladiske og bestemt ikke er skabt af en med stor forstand på originale CGI-effekter.
Det helt store problem er dog, at ingen af filmens personer på noget tidspunkt vinder ens sympati. Vi får aldrig en rigtig fængende baggrundshistorie eller motivation for at deltage i deres rejse med den mystiske pige, og selv hun er et uskrevet blad, som kun gøres interessant af en næsten manisk præstation fra den unge Claire Foy. Hvis bare de andre skuespillere havde lidt af den samme gejst i stedet for at bero på latterlige jokes fra Ron Perlman, havde det formentlig delvist dækket over den kedsommelig historie, der kæmper bravt, men simpelthen ikke har materiale af ordentlig kvalitet til at arbejde med.
Traditionen tro fortsætter Nicolas Cage altså sine dårlige valg af film, og Season of the Witch er ikke andet end den seneste tilføjelse af knap så forrygende film i skuespillerens noget blakkede bagkatalog. Her får vi den tvivlsomme glæde af et apatisk eventyrdrama for de voksne, der ihærdigt forsøger at opstille kontroversielle problemstillinger indbundet i en magisk verden, men som aldrig formår at komme længere end de sædvanlige klicheer, hvor den kristne kirke er den oplagte, men efterhånden også alt for misbrugte syndebuk.
