Hvis man ikke var født dengang, eller bare var for ung til at huske det, så er det nok svært at forstå hvor stort et fænomen Jurassic Park var i sin tid. På baggrund af Michael Crichtons bestseller-roman af samme navn, var filmen med til at bringe begreber som DNA og gensplejsning ind i den kollektive bevidsthed og sparke den i forvejen enorme interesse i dinosaurere i overgear.
Men det var de filmiske landvindinger, der var de største. Steven Spielberg havde i forvejen ry for at være mester i storslåede effekt-film, men med Jurassic Park nåede han helt nye højder. Filmen bød på visuelle effekter med en grad af troværdighed, der ganske enkelt ikke var set før.
Filmen blev selvfølgelig et kæmpehit, og fik to fortsættelser, der trods blandede anmeldelser også blev kassesucceser. Nu er hele trilogien så landet på blu-ray, og er i vid udstrækning et glædeligt gensyn.
Jurassic Park nærmer sig hastigt de 20 år, og alligevel er der stadig overraskende mange af effekterne, der stadig holder i dag. Det samme gælder historien om rigmanden John Hammond, spillet med en fantastisk karisma af Richard Attenborough, der inviterer et par palæontologer, en matematiker og sine børnebørn på besøg i hans nybyggede forlystelsespark for at blåstemple den over for skeptiske investorer.
Og de taber selvfølgelig næse og mund, da det går op for dem, at Hammond har gjort det umulige - 65 millioner år efter de blev udryddet, lever dinosaurerne igen i hans park.
Jurassic Park er ikke nogen særlig dyb film - den har et par halvklodsede pointer om at rode med naturens orden og lege gud, men der bliver heldigvis ikke brugt meget krudt på dem. Som eventyrlig spændingsfilm med fart over feltet, der leverer den til gengæld varen.
Der er steder, hvor man godt kan mærke, at Spielberg var en (sådan relativt) ung instruktør, da han lavede Jurassic Park, og åbningscenen er noget mindre elegant sat sammen, end jeg ville forvente fra hans hånd. Men det glemmer man hurtigt, og jeg får stadig kuldegysninger i den scene, hvor vi første gang ser en Brachiosaurus i fuld figur - og hovedpersonerne Alan Grant (Sam Niell) og Ellie Sattler (Laura Dern) bogstaveligt talt falder på halden i ren forbløffelse.
Ligeledes kan det ikoniske første møde med Tyrannosaurusen stadig give en klump i halsen, og er nok filmens højdepunkt, ligesom det er en triumf for effektafdelingen.
Billedet står knivskarpt på blu-ray-versionen. Mange steder er det dog ret grynet, hvilket nærmere er et resultat af selve film-typen, det er skudt på. James Camerons Aliens lider lidt af samme problem. Heldigvis er det kun et fåtal af scener, hvor kornene springer i øjnene.
Lydsiden er derimod gennemgående fantastisk. Dinosaurernes brøl kan få det til at løbe koldt ned af ryggen, og musikken er John Williams, når han er bedst.
Efterfølgeren The Lost World fik en lidt lunken modtagelse, da den udkom, men jeg var faktisk positivt overrasket, da jeg så den. John Hammond afslører, at hans park havde en søster-ø, det såkaldte Site B, hvor de fleste af dinosaurerne blev udklækket. Den har været fri for menneskelig indblanding i fire år, og har udviklet sig til et selvbærende økosystem, en slags tidslomme fra dinosaurernes tid.
Hammond tilbyder matematikeren Ian Malcom, der også havde en prominent rolle i første film, at rejse til øen for at studere dyrenes opførsel og udvikling, men belært af bitre erfaringer takker han blankt nej. Hans kæreste, paleontologen Sarah Harding, er dog allerede på øen, og konkluderer Malcom, i fare, så han iværksætter en redningsaktion for at bringe hende hjem.
Samtidigt med at han ankommer, lander folk fra Hammonds gamle firma, InGen på øen for at indfange dinosaurer til en ny Jurassic Park i San Diego, der skal redde firmaet fra finansiel ruin, og det fører selvfølgelig ikke noget godt med sig.
Det mest slående ved The Lost World er hvor meget flottere end Jurassic Park, den egentlig er - og det gælder ikke kun computereffekterne, der selvsagt har taget nogle store spring fremad. Nej, hele billedsiden er en væsentlig forbedring i forhold til forgængeren. Den er mørkere, flottere lyssat, og her er ikke skyggen af de nogle gange lidt overentusiastiske billedkompositioner, vi så i etteren.
Samtidigt formår den at tegne et langt mere nuanceret billede af de dinosaurer, der ellers jager vores hovedpersoner, end den første film gjorde. Hvor de der "bare" var glubske monstre, viser de her langt mere intelligens og endda følelser, og som seer får man næsten sympati for Tyrannosaurerne.
Skuespillerne gør det også glimrende, og især Pete Postlethwaite (slå ham op, du har set ham i hundredevis af ting) er decideret fantastisk i rollen som storvildtjæger og ekspeditionsleder for InGen, der i starten virker som en dum skid, men viser sig at rumme langt mere.
Filmens sidste akt er måske lige lovlig King Kong-agtig, men ellers er The Lost World en ganske tilfredsstillende tjubang-film, der som sagt er både flottere og mere nuanceret end sin forgænger.
Det samme kan desværre ikke siges om Jurassic Park III. Her har Spielberg overladt instruktørrollen til en anden, og modsat forgængerne bygger den ikke direkte på en roman af Michael Chrichton. Om det er de to ting, der gør udslaget, ved jeg ikke, men sammenlignet med de første film virker Jurassic Park III en kende unødvendig, og som en typisk Hollywood-efterfølger.
Alan Grant bliver lokket til at agere tour-guide for et excentrisk rigmandspar, der vil på flyvende safari over Isla Sorna, øen der er hjemsted for Site B. Det viser sig dog at være en løgn - i virkeligheden er de på jagt efter deres søn, der har været strandet på øen i ugevis, og inden længe er Grant og kompagni på flugt gennem den farlige jungle.
Og selvom det uden tvivl er gjort med de bedste intentioner, og skuespillerne alle gør det glimrende, så formår filmen på ingen måde at leve op til nogen af forgængerne. Den virker forceret, især med beslutningen om, at skurkerollen skulle udgøres af en endnu større og ondere dinosaur, end vi har set eller hørt om i de tidligere film. Man kan snildt forestille sig det møde mellem studiefolk, hvor en eller anden overentusiastisk producer eller lignende har insisteret på, at det hele skulle være vildere og større. Og trods et større budget og et effekthold, der hovedsageligt består af de samme folk, virker effekterne underligt nok ikke så overbevisende som i Jurassic Park og The Lost World. Og trods et par fine gensyn med figurer, der sprang toeren over, så virker filmen som sagt unødvendig som helhed.
Alligevel fremstår dette bokssæt som en stærk udgivelse. Jurassic Park er en milepæl inden for filmhistorien, og fortjener stensikkert en plads på filmhylden derhjemme. Dertil er The Lost World en overraskende god efterfølger, og så kan man nok leve med at Jurassic Park III ikke tager så mange kegler.
Ekstramateriale
Det store trækplaster er dokumentarserien Back to Jurassic Park, der over flere afsnit går bag om indspilningerne til alle tre film. Den er produceret i år, og nøglefolk som Spielberg selv, producer Kathleen Kennedy, mange af skuespillerne og adskillige effektfolk medvirker i interviews, og fortæller indlevende og spændende om tilblivelsen. Det meste af arkiv-materialet, der bruges i disse film, er i SD, men alle interviews og klip fra de færdige produkter er i smuk HD-kvalitet.
Al det oprindelige ekstramateriale fra dvd-udgivelserne er også med, passende gemt væk under et arkiv-menupunkt, ligesom der også er nogle mere rå behind-the-scenes-optagelser omkring individuelle effekter og scener.
Desværre er her ingen kommentarspor, med undtagelse af den tredje film, hvor der er kommentarer fra effektholdet, herunder den legendariske animatronic-mager Stan Winston.
