Mænd og kvinder kan simpelthen ikke bare nøjes med at være venner. Det må være konklusionen på Lone Scherfigs film med Anne Hathaway og Jim Sturgess i hovedrollerne som bedste venner, der må gå ih-og-åh så meget igennem, før de på mirakuløs og pladderromantisk vis får åbnet øjnene for hinanden.
Vil du gå ind til filmen som en uskrevent blad, så undlad at læse med i dette afsnit. Men bare rolig, jeg afslører ikke for meget, når jeg siger, at Emma og Dexter, som de to hovedpersoner kaldes, faktisk ender med at få hinanden i slutningen. Samme dag næste år er en af de mest forudsigelige film, som man overhovedet kan få fingre i, da man allerede kan forklare hele handlingen til selv et spædbarn efter de første to minutter.
Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for Scherfigs film overlever nemlig hverken på selve dens opbygning eller dens fuldstændig manglende evne til at overraske, men derimod igennem historien imellem de to hovedpersoner. Efter at have mødt hinanden en våd aften, følger vi duoen igennem flere år, hvor deres liv flettes sammen på forskellig vis, og det fungerer faktisk overraskende godt.
Det skyldes ikke mindst, at der er en rød tråd igennem historien, hvor livsændrende begivenheder og deprimerende katastrofer nøjsomt udspilles med præstationer, der falder helt ind i resten af skabelonen for Scherfig og Co. Der er stort set ikke noget som helst ved filmen, der falder ud af trit, hvilket er ganske beundringsværdigt.
Men, for der er nemlig et stort men. Selvom den danske instruktør gelejder sine skuespillere og fortællingen fint rundt i det romantiske dramas gader, så bliver det simpelthen for tamt i længden. Det hele bliver så fint i kanterne, at man til sidst ville ønske, at Scherfig havde været en anelse mere modig i stedet for at holde sig til den gode, men aldeles uinspirerede fremføring.
Det gør sådan set ikke så meget, at man har forudset filmen helt fra starten af, men hvis man vil holde sig til den tilgang og i stedet have tiltro til en films narrative egenskaber, så er man nødt til at diske op med noget, som publikum ikke er vant til. Det sker aldrig helt i denne film, og derfor formår den heller aldrig at blive andet end en solid, men middelmådig oplevelse.