Skip to main content
Gamereactor Film Mortal Kombat Legacy
Film

Mortal Kombat Legacy

Vi har alle oplevet et spil som enten ikke havde den slutning man havde håbet på, eller måske endda havde så interessant en historie at man kunne have ønsket der var mere af den.…
Thomas Blichfeldt 31 marts 2012

Vi har alle oplevet et spil som enten ikke havde den slutning man havde håbet på, eller måske endda havde så interessant en historie at man kunne have ønsket der var mere af den. Den slags fortællinger findes der masser af på Internettet, og de mest ihærdige fans ynder faktisk ofte at bygge videre på historierne, hvilket er hvor begrebet "fanfiction" stammer fra.

Mortal Kombat Legacy er noget nær det tætteste jeg endnu har oplevet på professionel fanfiction, og selvom jeg aldrig har været særlig fascineret af den historie der ligger til grund for Mortal Kombat-serien, er det som spilfan svært ikke at sætte pris på hvad der her tilbydes.

Discen er inddelt i otte forskellige afsnit som tilsammen dækker over seks forskellige historier. Instruktør Kevin Tancharoen har skabt historier der alle fungerer som forhistorier for nogle af spilseriens mest populære figurer, og som alle derfor foregår før det første spil. Og ja, det er de samme afsnit som også kan ses på spillets Youtube-hjemmeside der findes på discen, men at man her har samlet dem og gjort det let at se dem i kronologisk orden giver lidt ekstra til oplevelsen.

Den første fortælling har Sonya Blade, Jax og Stryker som hovedpersoner og agenter for et internationalt terrorkorps der ikke kun forsøger at stoppe det såkaldte "Cyber Initiave", men også prøver at komme terroristen Kano til livs. Den slags foregår naturligvis ikke uden slåskampe, maskinpistoler og eksplosioner, og selvom effekterne enkelte steder halter, gives der både forklaring på Jax' robotarme og Kanos laserøje.

Johnny Cage har hovedrollen i den næste fortælling, hvor vi oplever hans fald fra at være Hollywoods hotteste actionhelt til en skuespiller som ingen længere vil hyre. Da det første spil i sin tid udkom, var det nærmest umuligt ikke at se lighederne mellem figuren Johnny Cage og Jean-Claude Van Damme og selvsamme ligheder er der masser af i denne historie, hvilket gør den ellers overfladige hovedperson overraskende sympatisk.

Historien om kongeriget Edenia og det kongefamilie bliver fortalt på lidt mere eksperimenterende vis, og blander både tegnefilm og film på en måde hvor det dog alt sammen glider sammen. Kongens hustru Sindel og hans datter Kitana tages til fange af underverdens hersker Shao Kahn, men da han ikke kan vinde deres kærlighed, skaber han en klon af datteren som bliver til Mileena. Kitana opdrages udvidende om sin rigtige baggrund, og først da det alt sammen er for sent begynder sandheden at gå op for hende.

Discens næstebedste historie har Raiden som hovedperson, og forklarer hvordan han er kommet til jorden for at finde de krigere som skal repræsentere planeten i den kommende Mortal Kombat-turnering. Desværre er han landet på et hospital for psykisk syge hvor de ikke har den store tro på at han rent faktisk er en tordengud som er kommet for at forhindre dommedag, og derfor i stedet holder ham pacificeret med alternative behandlinger.

Samlingens stærkeste historie forklarer hele baggrunden for hadet mellem Scorpion og Sub Zero, og viser faktisk førstnævnte som en familiefader i det feudale Japan, hvis fornemste opgave er at passe på sin landsby. Et særlig fejt bagholdsangreb ødelægger dog idyllen, og det sidste twist i historien vil jeg lade fans af spilserien nyde for sig selv, fordi det på overraskende logisk vis forklarer hvordan det hele også hænger sammen i spillene.

Historien om Sektor, Cyrax og Lin Kuei-klanens ekstreme metoder afslutter discen med en lidt kedelig historie der gør hvad den kan med to af spilseriens kedeligste figurer. Inspirationen er tydeligt hentet fra den fabelagtige Robocop, men det hele synes blot som en simpel undskyldning for nogle halvseje robotter der er overordentligt glade for cirkelspark.

Betegnelsen "fanfiction" har tendens til at give mange en dårlig smag i munden, da det oftest ikke er udtryk for mere end lidt ønsketænkning fra de mest hårdføre fans. Kevin Tancharoen har dog klemt alt ud af de dollars han har fået til rådighed, og både historierne, valget af skuespillere og mange af effekterne emmer af en filminstruktør som tydeligt har været stor fan af Mortal Kombat.

Som helaftensunderholdning er Mortal Kombat Legacy ikke noget du bør smide i afspilleren, men som fan af Mortal Kombat-serien og spil generelt, er det her mere end godkendt.

Fuld profil 6.943 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.