Okay, en pige vågner op i en flod med hukommelsestab og en kuffert fuld af euro. Det lyder som noget, vi har hørt en million gange før, og det er det også. Vi bruger første halvdel af filmen på at følge en aldeles befippet hovedperson fra Frankrigs våde flodbreder hjem til København, bare så hun kan ende i en aldeles uheldig situation. Den anden halvdel af filmen går med at forklare hvorfor Ida, som hun ender med at hedde, ender i denne uheldige situation. Hvorefter situationen forløses.
Så kan det vist ikke forklares mere pædagogisk uden at afsløre alt for meget, selv om det har været svært ikke at give efter for fristelsen. Der er nemlig så mange krystalklare eksempler på thriller-klicheer på spil her, at det er synd ikke at kunne hive dem frem, en efter en, og pege på hvordan det er som om der er blevet slået op på en tilfældig side i en skolebog om at skrive spændingsromaner hver gang, der skulle skrives en ny scene.
Ambitionerne fejler ellers ikke noget. Der er blevet smidt en solid mængde grønt efter specielt rejsebudgettet. Christiansen tager os med på en farverig rejse gennem et malerisk Europa, der danner skiftende baggrund for vores hovedpersons evigt forvirrede ansigtsudtryk. Skuespilpræstationerne fejler heller ikke noget, på trods af den uinspirerede dialog, der igen graver ivrigt med begge hænder i skålen med klichéchips mens den spyr den ene tonstunge ekspositions-monolog efter den anden efter os som en løbsk haveslange.
Nu har jeg brugt en del plads på at lange ud efter manuskriptet uden at give nogle konkrete eksempler på hvad jeg egentlig mener. Så, bare fordi I ikke spurgte, vil jeg nu eksplicitere i unødvendigt udpenslede detaljer hvad der er galt med denne slags film.
Bare fordi man har et fedt budget i ryggen er det ikke nogen grund til at stirre sig blind på den skinnende overflade og glemme, at der skal møtrikker i motoren nedenunder før øsen kan køre nogen vegne. ID:A er udelukkende overflade i et omfattende plot, der spænder så vidt, at det knager. Filmen er så overbevist om, at vi bliver fortabt i de flotte omgivelser, at vi undlader at bemærke hvor overraskende træg filmen egentlig er. For nu at runde metaforen af: Når der ikke er ordentligt håndværk i motoren, så kan firhjulstrækkeren se nok så indbydende ud, men den ser stadig latterlig ud når den bare sputter ynkeligt henad vejen.
Men jeg skal ikke være bitter. Til folk, der er frisk på en gætteleg, kan ID:A være ganske underholdende - men de bliver nok skuffede over hvor let den er at regne ud. Og det er ikke en gætteleg, der er specielt sjovere anden gang, man deltager i den. Til gengæld har den måske en fremtid som Mystery Science Theater-ammunition. Det er bare så satans synd for skuespillerne, der ellers ser ud til at tage hele affæren dybt alvorligt.