Det siger sig selv at en film der slavisk følger Sherlock Holmes eventyr som de står skrevet i Conan Doyles originale fortællinger om mesterdetektiven, ikke ville holde i biograferne i dag. Alligevel er det nærmest komisk hvor løst instruktøren Guy Ritchie har fortolket dem, men ikke desto mindre underholdende.
Robert Downey Jr. er igen tilbage som den selvsikre detektiv, der med superkraft-lignende evner, bemærker den mindste detalje omkring sig, og sjældent undgår at følge det op med en smart kommentar. Hans kære følgesvend Dr. Watson, spilles ligeledes igen af Jude Law, og der går ikke mange sekunder før man igen begynder at mistænke at venskabet mellem de to også har påvirket filmens gang.
Men duoen får ikke lov til at stjæle billedet denne gang, for den ære tilfalder i stedet Dr. Moriarty, der foruden at være et matematisk geni og pragmatiker i gigantstørrelse, også er mesterdetektivens mest frygtede modstander ifølge Doyles originale fortællinger. En sådanne skurk kræver naturligvis en skuespiller af samme format som Downeys Sherlock, og her lever Jared Harris til fulde op til forventningerne.
Historien udspiller sig denne gang med terrorist-lignende attentater som baggrund. Som i så mange andre film af denne genre, viser dette sig dog blot at være et skalkeskjul for den egentlige plan om verdensmagt, der naturligvis har Moriarty som bagmand.
På trods af at titlen antyder det, er det her dog endnu en gang ikke en film der giver sig selv eller publikummet, tid til at stoppe op og tænke over hvordan det hele hænger sammen. I stedet et tempoet skruet i vejret, actionscenerne hyppige og eksplosionerne, slåskampene og de smarte bemærkninger mange. Det er med andre ord ikke en detektivfortælling, men i stedet en actionfilm med en detektiv i hovedrollen.
Desværre er historien knap så god som den kunne have været, hvilket ikke mindst skyldes en lidt lunken demonstration af Moriartys påstående enorme intellekt. Harris gør det godt i rollen og meget tid bruges på at sætte den skumle Moriarty i respekt over for publikummet, men sløret løftes for geniets egentlige plan, er den skuffende, ugennemtænkt og på grænsen til kedelig.
Derfor hyggede jeg mig ikke helt så meget med den nyeste Sherlock Holmes-film, som jeg gjorde med Ritchies første omgang med Hr. Holmes. Alligevel er her dog mere end nok underholdning til at du sagtens kan smide filmen i afspilleren på en kedelig lørdag.