Skip to main content
Film

The Hobbit: An Unexpected Journey

Kan Peter Jackson gentage successen efter Ringenes Herre? Tor Erik fandt 3D-brillerne frem for at se et af årets mest ventede film.
Tor Erik Dahl 12 december 2012

Peter Jackson endte, som de fleste nok ved, med at tage endnu en filmatisering af J.R.R. Tolkiens bøger, og det er måske det bedste, der kunne ske. Hans arbejde med Ringenes Herre var efter denne signaturs mening uovertruffen, og Hobbitten følger samme spor.

Der er også denne gang tale om en rejse, men sammensmeltningen af deltagere er noget anderledes: En troldmand, 13 dværge, en tronarving i spidsen og en modvillig indbrudstyv i form af hobbitten Bilbo. Det er Bilbos modvillighed, som står for meget af temaet i den første del af de tre film, som til slut gerne skulle dække hele bogen. Bilbo ser ikke sig selv som en helt eller en kriger, men tiden vil vise, at hobbitten besidder mere end man kan se med det blotte øje (beklager, jeg kunne ikke dy mig).

Den første film tager de første seks kapitler i bogen, og den er grundig. Meget grundig. Mange af forfatterens betragtninger er flettet ind i dialogen og meget lidt er udeladt. Det at materialeomfanget er væsentligt mindre gør, at biografgængeren får en god indførsel i universet, der føles fyldestgørende. Skaberne af filmen har dog skrevet et helt nyt historieelement ind i filmen, som jeg dog ikke vil røbe her, så der er altså noget også til dem der kan bogen fra ende til anden.

Dialogen er for øvrigt glimrende fremført. Dværgenes forskellige personligheder kommer godt til udtryk, og det er let at skelne mellem de 13 af slagsen. Gandalf viser også en mere sårbar side af sig selv, hvilket ganske sikkert vil tiltale fans af Ringenes Herre.

Det skal siges at der er meget action i filmen, og de tre timer farer af sted, mens sværdene klinger, orkerne skriger og dværgene brøler. Med tanke på bogen, kan det dog næppe overraske. Alt er storslået. Om det er kampene, naturbillederne, kostumerne eller specialeffekterne.

Til gengæld skurrer det nye billedformat med 48 billeder i sekundet en anelse. Det er dobbelt så mange som normalt, og planen er at det skal gøre filmen mere levende. Jeg brød mig ikke om det. Indtil videre giver det mig en fornemmelse af at se Discovery Channels mange nærbilleder suse forbi. Det klæder naturen og Midgaard, men resten af slænget havde været bedre uden, er jeg sikker på.

Musikken er igen storslået, og overraskende nok gengangere fra Ringenes Herre-trilogien. Det føles underligt, at musik man fandt definerende for LOTR pludselig skal omtænkes som værende musikken til hele universet.

Når alt er sagt, står Hobbitten som en herlig filmoplevelse, uanset om du har læst bogen ti gange eller ikke kender historien bag. Den er storslået, lækker, rørende og ikke mindst spækket med velkoreograferede scener. Årets mest ventede film skuffer ikke.

Fuld profil 25 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.